Vålerenga fritstiller tidligere landsholdsspiller
Illustration
Generelle

Vålerenga fritstiller tidligere landsholdsspiller

Kristofer Hæstad forlader Vålerenga den 1. juni, selvom der er to år tilbage af hans kontrakt med klubben.

Med en fortid som stor profil i Tippeligaen samt på det norske landshold, var den 30-årige midtbanespiller Kristofer Hæstad udset en nøglerolle i mange år, da han i 2011 forlængede sin kontrakt med Vålerenga, men nu er parterne blevet enige om at ophæve samarbejdet. 

Kristofer Hæstad havde ellers to år tilbage af sin kontrakt med Vålerenga, men han stopper i klubben den 1. juni efter fælles overenskomst. 

Kristofer Hæstad har ikke fået et eneste minuts spilletid i Vålerenga i denne sæson, og da den norske klub er økonomisk under pres, har man altså valgt at opsige samarbejdet med en af klubben løntunge spillere. 

Selvom Hæstad ikke har spillet nogle kampe for Vålerenga i denne sæson, er det alligevel et markant navn, der tager afsked med klubben. Hæstad er noteret for næsten 30 landskampe for Norge og har tidligere været en stor profil i Tippeligaen for både IK Start og Vålerenga. 

Over for norske medier har Kristofer Hæstad endnu ikke taget stilling til, om han vil fortsætte sin fodboldkarriere, der i den seneste tid har været hårdt plaget af skader. 

Den norske klub Vålerenga har i øvrigt to danskere på kontrakt i form af forsvarsspilleren Nicolai Høgh og assistenttræneren Michael Schjønberg.