FC Nordsjælland - FC Vestsjælland: Bedst og værst
Illustration
Superliga

FC Nordsjælland - FC Vestsjælland: Bedst og værst

Hvem stjal opmærksomheden i Farum? Kom lidt tættere på Superligakampen mellem FC Nordsjælland - FC Vestsjælland

FC Nordsjælland - FC Vestsjælland 3-2 (1-2)
0-1 Rasmus Festersen (19)
0-2 Ivan Runje, selvmål (30)
1-2 Kim Aabech (39)
2-2 Uffe Bech (77)
3-2 Uffe Bech (87) 

Kampens bedste:  

FC Nordsjælland:

Efter en anonym første halvleg viste Uffe Bech i anden halvleg hvorfor han var savnet på FC Nordsjælland-mandskabet i sidste sæson. Først satte han sidste fod på et eksemplarisk opspil, inden han sendte den afgørende scoring i nettet. FC Nordsjællands skæbne i denne sæson kan meget vel afhænge af hvorvidt den lille dribler rammer formen.

FC Vestsjælland:

I takt med, at FC Nordsjælland overtog mere og mere af spillet i anden halvleg forsvandt Rasmus Festersen ud af kampen, men i første halvleg var han banens bedste. I flere tilfælde førte han an i FC Vestsjællands giftige kontraangreb, og scoringen til 1-0 er en tidlig kandidat til rundens mål. 

Kampens værste:

Ivan Runje havde en svær sæson i FC Nordsjælland-defensiven sidste sæson, og i aftenens kamp var han endnu en gang usikker. I første halvleg blev han flere gange fanget i ubalance, og så tegnende han sig endda for FC Vestsjællands 2-0-scoring, da han sendte bolden i eget net. 

Kampens detalje:

FC Nordsjællands skifte på trænerposten henover sommeren har sat sit aftryk på deres spil. Under Kasper Hjulmand insisterede de på at brodere sig frem til målchancer med små vævre pasningsmønstre, men mod FC Vestsjælland, navnligt i første halvleg, gik de til tider på kompromis med spillestilen, og benyttede sig af mere direkte spil. I flere tilfælde tog de det tidlige indlæg i brug, hvilket stod i kontrast til fremgangsmåden under Hjulmand.