Borussia Dortmunds træner Jürgen Klopp forventer at have Marco Reus tilbage på træningsbanen inden for to eller tre uger.
Tyskeren missede sommerens slutrunde grundet et delvist overrevet ledbånd i sin venstre ankel, og det var ventet, at Dortmund-spilleren ville være ude i tre måneder.
Men nu meddeler Klopp, at den 25-årige offensivspiller kan være hurtigere tilbage end forventet.
- Det er altid en god følelse at se de fyre spille igen. Helingsprocessen har hidtil været optimal, siger Klopp til Bild.
- Måske træner Marco igen med holdet om to eller tre uger.
Klopp er dog hurtig til at understrege, at han ikke vil skynde på den tidligere Borussia Mönchengladbach-spiller.
- Vi vil ikke lægge pres på Marco, lyder det fra Klopp.
- Vi vil give ham al den tid, han har brug for.