Skadede Rafael forlader Manchester Uniteds træningslejr
Illustration
Premier League

Skadede Rafael forlader Manchester Uniteds træningslejr

Rafael har forladt Manchester Uniteds sommertour i USA for at rejse retur til England. Her skal han modtage behandling for sin lyskeskade.

En lyskeskade har tvunget Manchester Uniteds Rafael til at forlade klubbens træningslejr i utide. Brasilianeren har sat kursen mod Manchester, hvor han skal gennem behandling for sin skade, så han kan komme i spil til sæsonens første kampe i Premier League. Det skriver Manchester United på klubbens hjemmeside.

Rafael spillede Manchester Uniteds første kamp ved testturneringen i USA, hvor englænderne besejrede LA Galaxy med hele 7-0, men efter at han pådrog sig en skade under træningen, blev han henvist til sidelinjen, da United siden spillede mod AS Roma.

Manchester United har stadig to kampe på programmet i USA, hvor Inter og Real Madrid er de to sidste modstandere, men det bliver altså uden Rafael, der arbejder hårdt på at blive klar til sæsonens første Premier League-kamp den 16. august, hvor modstanderen er Swansea.