Amankwaa: Jeg er meget ked af det
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Amankwaa: Jeg er meget ked af det

Kantspiller Danny Amankwaa fra FC København har sprunget sin akillessene og misser resten af sæsonen og U/21-EM. Noget, han tror, der kommer til at ramme ham hårdt på et tidspunkt.

FC København er hårdt ramt på skader - for ikke nok med, at klubben allerede har mistet Andreas Cornelius og Youssef Toutouh til skader, er også Danny Amankwaa færdig for sæsonen. Klubben sendte nyheden ud om, at Amankwaa står foran seks måneders pause, fordi akillessenen er sprunget hos den talentfulde U/21-landsholdsspiller, der dermed også går glip af U/21-EM i Tjekkiet til sommer.

Og Danny Amankwaa, der fik meldingen mandag morgen, er selvsagt ærgerlig over at miste resten af sæsonen og et stort udstillingsvindue som U/21-EM.

- Jeg er meget ked af det, men jeg har haft noget tid til at sunde mig, og nu er fokus på at komme tilbage så hurtigt som muligt og komme tilbage på mit gamle, høje niveau, siger Danny Amankwaa til tipsbladet.dk.

Kantspillere, 21 år, er ifølge FC København ude i op til seks måneder, og selv satser han på at være tilbage, før de seks måneder er gået. Han skal opereres onsdag, for derefter at gå med en skinne i omkring 14 dage. Herefter kan han så småt begynde at lave små øvelser for at styrke foden.

- Jeg ville være ude i seks måneder, hvis det var hele akillessenen, der var ødelagt. Men det er det ikke. Derfor er de seks måneder worst case, og jeg håber på at være tilbage om fire måske fem måneder, siger Amankwaa, der ikke havde forestillet sig, at han skulle være så slemt skadet, da han udgik af kampen mod Randers FC søndag aften:

- Jeg var oppe i en duel og kunne så mærke, at det føltes, som om jeg fik et slag bagi. Lige efter faldt jeg sammen. Det var underligt, for det var i læggen, det gjorde ondt, så jeg troede ikke, det var sådan en skade. Det fandt jeg så ud af i morges.

- Nu fik jeg beskeden i morges og er derfor afklaret, men jeg er sikker på, at det kommer til at ramme mig på et senere tidspunkt.

Danny Amankwaa er som sagt den seneste i rækken af FCK-spillere, der i dette forår er blevet alvorligt skadet. Hvorfor det sker, ved Amankwaa dog ikke.

- Det må være sort uheld. Det er virkelig underligt, at vi er tre U/21-spillere fra FCK, der er ude, siger han.

Den talentfulde kantspiller fra FC København har i denne sæson spillet 23 gange for FCK i Superligaen.