Brøndby slår fast: Pukki-prisfald eller vi finder en anden angriber
Foto: Jan Sommer / Polfoto
Superliga

Brøndby slår fast: Pukki-prisfald eller vi finder en anden angriber

Teemu Pukki er fortsat interessant for Brøndby, men prisen er for angriberen er for høj, siger sportsdirektør Per Rud, der meget vel kan se sig om efter en anden angriber.

Den finske angriber Teemu Pukki har været varm på det seneste, hvor han i de seneste tre kampe har scoret for Brøndby og nok ikke gjort klubben mindre interesseret i at hente ham permanent. I øjeblikket er Teemu Pukki ejet af Celtic og på leje i Brøndby, og om en måneds tid er planen, at han skal tilbage til Celtic, hvis ikke de to klubber finder en løsning.

Tidligere har sportsdirektør Per Rud over for tipsbladet.dk fortalt, at prisen på Teemu Pukki ganske enkelt er for høj, og at Brøndby ikke kan eller vil betale den transfersum, som er omkring 10 millioner kroner. Og det er fortsat Brøndbys udgangspunkt, så skal Pukki blive i klubben, skal Celtic ganske enkelt sænke købsprisen.

- Pukki er for dyr. Hvis ikke prisen falder, må vi hente en anden angriber, lyder det fra Per Rud til metroxpress.

- Den pris, der er sat, vil vi ikke betale. Så er bolden tilbage hos dem (Celtic, red.). Så må de gå ned i pris. Hvis de ikke gør det, så ingen Pukki, og det er vi villige til at acceptere, siger Per Rud videre.

Sportsdirektøren spiller altså sine kort over for Celtic, der ganske givet ikke er interesserede i at få den finske angriber tilbage i truppen. Thomas Frank har tidligere sagt, at han gerne vil beholde Teemu Pukki, ligesom angriberen selv har ønsket at blive i klubben.

Den 25-årige finske angriber har i denne sæson scoret ni mål i 25 Superliga-kampe.