Chefens dom: FC København bliver dansk mester
Foto: AaB
Superliga

Chefens dom: FC København bliver dansk mester

Frem mod den nye Superliga-sæson tager tipsbladet.dk temperaturen hos de 12 Superliga-trænere. Her AaB's Lars Søndergaard.

Som sæsonoptakt tager tipsbladet.dk fat i alle de 12 Superliga-trænere for at høre den aktuelle tilstand i klubben og forskellige forudsigelser for sæsonen, inden det går løs fra 17. juli.
 
Her: 
Lars Søndergaard
Cheftræner hos AaB, 56 år
 
1) Hvad er jeres største styrke forud for sæsonstarten? 
- Vi har en trup, der har været sammen i et års tid, og så vil jeg sige, at vi er stærke med bolden fremad banen. Den største styrke er dog, at holdet har været sammen i længere tid, ligesom folk er på vej tilbage fra skader. 
 
2) Hvad er jeres største spørgsmålstegn forud for sæsonstarten? 
- I sidste sæson var AaB det hold, der havde færrest afslutninger på mål. Det antal skal vi øge. Jeg har sagt, at jeg ikke vil ændre meget i spillestilen, men vi skal have flere afslutninger mod mål.
 
3) Hvilken placering opnår dit hold i Superligaen? 
- Vores målsætning er at ende i top seks. Det er det, vi går efter. Så må vi se, hvordan sæsonen udvikler sig.
 
4) Hvem får et gennembrud i Superligaen på dit hold? 
- Der er allerede nogle af de unge, der er slået igennem, men jeg vil nævne en spiller som Andreas Bruhn. Han har allerede fået en del indhop, men det kunne godt blive et gennembrud til ham. Jakob Blåbjerg er også en spiller, der har fået spilletid, men som kan slå igennem. 
 
5) Hvem bliver Efterårets Profil i Superligaen? 
- Det bliver et løst skud herfra. Det kunne blive en spiller som Pukki fra Brøndby. Der er nogle forventninger til ham, fordi han har fået en ny kontrakt, og han har vist også allerede scoret nogle mål i opstarten. Det er ofte de spillere, der scorer mål, der bliver en profil, så jeg kunne også nævne Pusic fra FC Midtjylland eller Nicklas Helenius.
 
6) Hvem vinder guld, sølv og bronze i Superligaen? 
- Hvis vi kigger på økonomien, er der tre hold, der er favoritter til at blive nummer tre. Jeg byder på FC København som nummer ét, FC Midtjylland som nummer to og Brøndby som nummer tre. Det er primært ud fra økonomien, og så lå de der jo også i sidste sæson. De har nogle økonomiske muskler, der gør, at de er favoritter, men jeg vil ikke udelukke, at der kan komme en overraskelse.
 
7) Hvem rykker ned? 
- Af princip mener jeg, at det er mangel på respekt, hvis man svarer konkret på det. De to oprykkere har bevist, at de fortjener at være i Superligaen, og de ti hold, der overlevede i sidste sæson, har også bevist det. Det bliver en sæson, hvor alle hold skal anstrenge sig for at holde sig oppe. Det bliver tæt. 
 
Bragt første gang 9. juli