DIF vil have de bedste Superliga-spillere med til OL
Illustration: DBU
Landshold

DIF vil have de bedste Superliga-spillere med til OL

Danmarks Idræts-Forbund ønsker, at de bedste danske spillere skal med til OL næste sommer.

I løbet af de seneste dage er der atter kommet fokus på historien om, at Danmark kan risikere at skulle undvære nogle af de bedste Superliga-spillere til næste sommers OL. 
 
Danmark er kvalificeret til De Olympiske Leges fodboldturnering, men da FIFA og UEFA ikke forpligter klubberne til at afgive spillere til OL, kan Superliga-klubberne reelt undlade at give sine spillere fri til OL, der afvikles samtidig med Superligaen. 
 
Danmarks Idræts-Forbund har nu taget kontakt til Den internationale Olympiske Komité, IOC, for at få afklaret, om det er korrekt, og hvad det kan få af betydning for OL-fodboldturneringen i Rio. DIF afventer svar fra IOC.
 
Danmark er kvalificeret til OL-turneringen i fodbold for første gang i næsten et kvart århundrede, og vi ønsker at stille med de bedste spillere, ligesom vi stiller med vores bedste atleter i de andre sportsgrene. Derfor har vi kontaktet IOC for at få en afklaring. Vi tager OL-fodboldturneringen meget seriøst og ønsker at præstere på højeste niveau, siger Niels Nygaard, der er formand for DIF, i en pressemeddelelse. 
 
- Fodboldturneringen vil blive fulgt tæt. Der vil være fyldte tribuner i Brasilien og mange millioner tv-seere til kampene, og også derfor, ønsker vi at stille med vores bedste spillere. Alt andet vil være at devaluere OL-fodboldturneringen, og det er ikke i den olympiske ånd, tilføjer han. 
 
FC København har som den seneste klub udtalt, at man formentlig vil vægte egne interesser først i en potentiel situation, hvor man skal vælge, om man vil frigive spillere.