Olsen bider negle: Dansk seedning på vej
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Landshold

Olsen bider negle: Dansk seedning på vej

Det ser umiddelbart ud til, at det danske landshold bliver seedet til playoff.

Der var desværre ingen hjælp at hente fra Armenien, og nu skal Morten Olsens landshold forberede sig på playoff om at komme med til EM i Frankrig næste år. Nogle af resultaterne er gået Danmarks vej, så mens det tidligere så sort ud med seedning, er det nu mere realistisk.

Vi gennemgår her de otte andre grupper end Danmarks og giver et overblik over regnskabet og mulighederne i forbindelse med playoff. Til gennemgangen har vi brugt UEFA's seneste rangliste - fra september - den ændrer sig for hver gang, der er landskampe. Se listen her.

Danmark, Irland, Ungarn, Ukraine, Sverige og Slovenien er sikre på at slutte som treer i gruppen - Ungarn ligger i øjeblikket til at blive bedste treer og dermed indløse en direkte billet til EM. Tyrkiet og Bosnien også meget tæt på at sikre tredjepladsen.

For jer, der ikke gider læse hele baggrunden, som kommer herunder, skitserer vi ganske kort, hvordan det kan se ud blandt treerne:

Bedst case - og dansk seedning: Ungarn tager bedste treer og kvalificerer sig direkte til EM. Tyrkiet, Cypern, Ukraine, Irland, Slovenien, Sverige og Norge er sammen med Danmark de otte hold,d er skal i playoff. Danmark bliver seedet sammen med Sverige, Irland og Ukraine. Tilmed er de mulige modstandere ikke voldsomt skræmmende, selv om man nok gerne vil undgå Tyrkiet.

Mest sandsynlige case - og formentlig dansk seedning: Ungarn tager bedste treer og kvalificerer sig direkte til EM. Tyrkiet, Bosnien, Ukraine, Irland, Slovenien, Sverige og Norge er med Danmark de otte lande, der spiller playoff. Bosnien og Ukraine får seedning, mens Sverige formentlig også gør det. Det er meget, meget tæt mellem Danmark og Irland på UEFA's rangliste, men ifølge footballseedings.com - der har regnet på de seneste landskampe - forbliver Danmark foran Irland. Det vil betyde, vi tager den sidste seedning.

Worst case - ikke dansk seedning og meget svære modstandere: Tyrkiet tager bedste treer og kvalificerer sig direkte til EM (sker, hvis tyrkerne slår Island hjemme, og Kasakhstan vinder i Letland). Bosnien, Ukraine, Irland, Ungarn, Slovenien, Sverige og Kroatien er sammen med Danmark de otte lande, der spiller playoff. Ukraine og Kroatien er sikre på seedning. De sidste går med al sandsynlighed til Bosnien og Sverige. Danmark står potentielt set over for meget svære modstandere som Ukraine og Kroatien.

---

Herunder følger en detaljeret gennemgang af grupperne og hele det store puslespil:

Gruppe A: Tyrkiet eller Holland slutter som treer i gruppen. Hvis Tyrkiet får point hjemme mod Island, er landet sikker på at slutte som treer i gruppen. Taber Tyrkiet, og vinder Holland hjemme over Tjekkiet, tager Holland pladsen. Tyrkerne kan også blive bedste treer, hvis de slår Island hjemme, og Kasakhstan vinder i Letland.

Kommentar: Danmark skal håbe, Tyrkiet slutter som treer (dog ikke bedste treer), da vi er en del bedre end tyrkerne på UEFA's rangliste. Derimod vil Holland med en tredjeplads være bedre end Danmark på ranglisten.

Gruppe B: Bosnien, Israel eller Cypern slutter som treer. Bosnien skal 'bare' vinde i Cypern, så er tredjepladsen i hus. Israel skal møde Belgien på udebane og vinde, samtidig med at Bosnien ikke må vinde hjemme over Cypern. Slår Cypern Bosnien, og vinder Israel ikke i Belgien, tager Cypern tredjepladsen.

Kommentar: Danmark skal håbe, at Cypern eller Israel slutter som treer, da vi er en del bedre end israelerne på UEFA's rangliste. Derimod vil Bosnien med en tredjeplads være bedre end Danmark på ranglisten.

Gruppe C: Ukraine har sikret sig tredjepladsen.

Kommentar: Svær modstander, der tager en seedning i playoff.

Gruppe D: Irland har sikret tredjepladsen i gruppen.

Kommentar: Det er utrolig tæt mellem Danmark og Irland på UEFA's liste - og potentielt set kan det blive små marginaler, der afgør, hvem der er foran hvem på næste UEFA-liste. Ifølge footballseedings.com holder Danmark sig foran Irland med de sidste kampe medregnet.

Gruppe E: Slovenien har sikret sig tredjepladsen.

Kommentar: Slovenien er et godt stykke nede på UEFA's rangliste og tager ikke seedning fra Danmark.

Gruppe F: Ungarn har sikret tredjepladsen.

Kommentar: Ungarn bliver bedste treer og tager en direkte billet til EM, med mindre Tyrkiet slår Island, og Kasakhstan vinder i Letland. Ungarn er foran Danmark på UEFA's rangliste, så de må godt tage den direkte billet til EM som bedste treer. Derimod er det mindre godt, hvis Tyrkiet tager bedste treer, for det skubber Ungarn ned i playoff - og de tager seedning før Danmark. 

Gruppe G: Sverige har sikret sig tredjepladsen.

Kommentar: Svenskerne er formentlig foran Danmark på den kommende UEFA-rangliste - og står til seedning før Danmark.

Gruppe H: Norge eller Kroatien slutter som treer. Lige nu ligger Kroatien til tredjepladsen, mens Norge ligger til andenpladsen, men Norge møder næste gang Italien på udebane. Omvendt skal Kroatien til Malta. Norge er dårligere indbyrdes med Kroatien og skal derfor vinde i Italien, hvis Kroatien også vinder, for at holde andenpladsen.

Kommentar: Norge slutter sandsynligvis som treer i gruppen, men Danmark er bedre end Norge på UEFA's rangliste.

Det giver følgende:

Bedste treer bliver Ungarn eller Tyrkiet. Lige nu ligger Ungarn til den, og Tyrkiet skal vinde hjemme over Island, mens Kasakhstan skal vinde i Letland for, at det bliver tyrkerne, der tager bedste treer. Lige nu ligger det til Ungarn, og sådan skal vi håbe, det også ser ud, når EM-kvalifikationsgrupperne er spillet. Ungarn er bedre end Danmark på UEFA's liste, det er Tyrkiet ikke.

Realistisk er Tyrkiet, Bosnien, Ukraine, Irland, Slovenien, Sverige og Norge de syv lande, der samme med Danmark skal i playoff. Som det ser ud lige nu, er Ukraine, Bosnien og Sverige bedre end Danmark på UEFA opdaterede rangliste. Ifølge footballseedings.com holder Danmark sig foran Irland på den kommende rangliste, og det betyder dansk seedning.

Hvis vi leger, at Holland, Bosnien, Ukraine, Irland, Slovenien, Sverige og Norge sammen med Danmark er i hatten, er det sikkert, at det danske landshold ikke får en seedning.

KONKLUSION:

Som det ser ud lige nu, er der gode muligheder for seedning. Det danske landshold skal håbe, at lande som Holland og Kroatien ikke kommer med i playoff, fordi de tager en seedning fra Danmark. Ligeledes skal Tyrkiet ikke tage bedste treer.

Footballseedning.com har leget med tallene, og selv om de ikke er bekræftede, er det et godt pejlemærke på, om Danmark får seedning. Danmark er akkurat bag Ungarn på listen og akkurat foran Irland. Men listen er ikke officiel, så lad os vente og se.

Således ser det aktuelle treerregnskab ud. Foto: Wikipedia