Dansk profil jubler over god sæsonstart i Sverige
Skandinavien

Dansk profil jubler over god sæsonstart i Sverige

Søren Rieks glæder sig over en drømmestart på sæsonen i Allsvenskan.

Den svenske klub IFK Göteborg har fået en fremragende start på sæsonen i Allsvenskan. Tidligere på ugen vandt klubben 1-0 i lokalopgøret mod Häcken, og sæsonens første to kampe har dermed givet et afkast på seks point. 

Danske Søren Rieks scorede det enlige mål i kampen forleden, og han glæder sig over klubbens gode start på sæsonen. 

- Det må man sige, det er altid vigtigt med en god start, og det har vi virkelig fået. Det er også skønt, at vi vinder, selvom vores spil ikke har været på toppen. At vinde uden at imponere er altid skønt, men vi kan spille meget bedre, siger Søren Rieks til Göteborg-Posten.

Søren Rieks er også tilfreds med, at han allerede er kommet på måltavlen i denne sæson. 

- Målkontoen er åbnet, og forhåbentlig kommer der flere mål. Jeg vil gerne score mere end i sidste sæson, siger Søren Rieks, der nettede 10 gange for IFK Göteborg i sidste sæson. 

IFK Göteborg møder Stockholm-klubben AIK i næste spillerunde af Allsvenskan.