Villareal-kaptajn: Vi kan besejre Madrid
La Liga

Villareal-kaptajn: Vi kan besejre Madrid

Onsdag aften gæster Villareal Real Madrid, og udeholdet tror på muligheden.

Mesterskabet i Spanien er langt fra afgjort, efter FC Barcelonas seneste nedsmeltning, og igen onsdag aften skal de sapnske klubber i aktion. Eksempelvis skal FC Barcelona en tur forbi Deportivo La Coruna, mens Atletico Madrid gæster Athletic Bilbao.

De to klubber - Barcelona og Atletico Madrid - ligger et og to i Spanien med begge 76 point, mens Real Madrid er treer med 75 point. Mens Real Madrid er den eneste af de tre klubber, der har hjemmebane onsdag aften, men omvendt har klubben muligvis også den sværeste kamp, når Villareal gæster Real Madrid.

Og Villareal - der ligger nummer fire i Spanien og er i semifinalen i Europa League - tror på, at klubben kan stikke en kæp i hjulet på Real Madrid.

- Jeg tror aldrig, vi har vundet der (Bernabeu, red.), og det er ikke ret sjovt. Det er noget, jeg gerne vil have ændret. Jeg ønsker ikke, at min karriere slutter med vished om, at jeg ikke kunne vinde på Bernabeu, siger Villareal-anfører Bruno Soriano til AS.

- Jeg forstår, at folk mener, det er svært, men det er med til at motivere mig. Det er tydeligvis svært, men det er ikke umuligt. Der er åbenlyst aldrig et godt tidspunkt at møde dem på, og nu her er måske det værste. Det er en nøglekamp for dem, siger han videre.

Real Madrid har af de tre tophold det sværeste slutprogram i afgørelsen om det spanske mesterskab.