AGF-udmelding: Aabech, Cavric og tre andre er færdige i klubben
Foto: AGF
Superliga

AGF-udmelding: Aabech, Cavric og tre andre er færdige i klubben

AGF er i gang med at sætte holdet til næste sæson, og nu melder klubben ud, at fem spillere forlader Aarhus til sommer.

Glen Riddersholm kom til i sommer, og den tidligere FC Midtjylland-træner er i gang med at sætte sit præg på holdet til næste sæson. Således bekræfter AGF nu, at fem spillere er færdig i klubben, når deres aftaler med AGF udløber til sommer.

Ikke overraskende gælder det angriber Kim Aabech, der ikke lader til at være en Glen Riddersholm-spiller. Derudover er der tale om Adrian Piscu og Malthe Dahl Overgaard, mens Emil Nielsen og Aleksandar Cavric ikke får forlænget deres lejeaftale med AGF.

- I løbet af foråret har vi haft rig lejlighed til at se spillerne an til både træning og kamp i forhold til den spillestil og det udtryk, vi gerne vil have på vores hold. Ud fra en samlet vurdering har vi i dag givet fem spillere – Kim Aabech, Emil Nielsen, Adrián Piscu Lopéz, Aleksandar Cavric og Malthe Dahl Overgaard – besked om, at de ikke får forlænget deres aftale. De har hver især leveret en helhjertet indsats i den tid, de har været i klubben, og vi ønsker dem held og lykke med deres videre karriere, når den tid kommer, siger sportschef Jens T. Andersson i en pressemeddelelse.

Det er fortsat uafklaret, hvad der skal ske med Josip Elez, der ligeledes er på en lejeaftale, ligesom Jesper Lange og Michael Zachos situation fortsat diskuteres i AGF.

Selv om Stephan Petersen tidligere er meldt færdig i AGF, skriver klubben i meddelelsen, at der ikke er truffet en beslutning om kantspilleren endnu.