Dagens EM-profil: Italiens målfattige angriber
Polfoto/Hassan Ammar
EM

Dagens EM-profil: Italiens målfattige angriber

På hver kampdag under EM bringer tipsbladet.dk et portræt af en af aktørerne ved slutrunden. I dag zoomer vi ind på Italiens målfattige angriber.

EM-slutrunden er ikke bare et møde med 24 nationer. Det er også et møde med nogle af de 552 spillere, der er udtaget til slutrunden for deres land.

På hver kampdag under EM vil tipsbladet.dk bringe et portræt af en af aktørerne, der enten spiller en særlig rolle ved EM eller har en særlig historie.

Dagens EM-profil: Éder

29-årige Éder er anderledes end de fleste andre italienske landsholdsspillere. Han er nemlig født i Brasilien.

Allerede i 2005 skiftede den dengang unge brasilianer til Empoli i Italien, hvor det ikke blev til meget succes. Efter to år rykkede han videre til Frosinone, hvor målene begyndte at komme i stimer. Herefter flyttede den italienske angriber rundt hos flere forskellige klubber i Italien, før han til sidst endte i Sampdoria. En fremragende sæson i 2014/15 gjorde, at han pludselig blev udtaget til det italienske landshold.

Og hvordan kunne det så lade sig gøre, at Italien pludselig fik glæde af angriberen?

Ikke bare har Éder en oldefar, der er italiensk statsborger, hvilket har givet angriberen dobbelt statsborgerskab. Et i både Brasilien og Italien. Reglerne siger også, at hvis du har spillet i italiensk fodbold i mere end fem år, så er du i princippet berettiget til at stille op for det italienske landshold. Det er dog ikke alle, der er glade for de regler.

- Det italienske landshold bør være italiensk. En italiensk spiller fortjener at spille på Italiens landshold, men jeg synes ikke, at nogen, der ikke er født i Italien, fortjener det, har Roberto Mancini tidligere sagt omkring udtagelsen af Éder.

Det ændrede dog ikke på, at Éder fik sin landsholdsdebut 28. marts sidste år i en EM-kvalifikationskamp mod Bulgarien. Her scorede den brasilianskfødte angriber til slutresultatet 2-2 i slutminutterne, efter han var blevet skiftet ind i stedet for Simeone Zaza.

Målet er et af tre, som Éder har scoret for det italienske landshold i 13 kampe i nationaldragten. Det seneste kom mod Sverige ved EM. Der er dog stadig ikke tale om en videre imponerende statistik.

Men hvad er det så, landstræner Antonio Conte ser i Éder? Måske er det den fine målgennemsnit for Inter i Serie A, hvor han i denne sæson har lavet 13 mål i 33 kampe for klubben, der har trukket ham ind som af de foretrukne angribere i det italienske angreb?

Faktum er i hvert fald, at Éder er startet inde i tre ud af Italiens fire kampe ved EM, og faktum er også, at Antonio Conte tror på sin brasilianske målmager, som han selv gav debut på landsholdet for mindre end halvandet år siden.

Og så længe Italien fortsætter med at spille til nul, så skal Eder nok klare det fint med et mål i hver fjerde landskamp. For med Éder på banen skabes der rum, og så har Italien også andre, der kan score.