Vendsyssel-træner efter 1-0-nederlag i premieren: Burde have haft point
1. division

Vendsyssel-træner efter 1-0-nederlag i premieren: Burde have haft point

Joakim Mattsson mener, Vendsyssel burde have fået point i dagens 1. divisionspremiere, hvor HB Køge vandt 1-0 over nordjyderne

Vendsyssel lignede længe en Superliga-oprykker i sidste sæson, men et elendigt forår betød, at Ove Christensen forlod skibet, der siden sejlede væk fra den bedste række.

Nu er 1. division igen i gang, og Vendsyssel kan ligne et af de hold, der kan spille med i toppen, hvad klubben selv har udtalt. I dag var man dog ikke overbevisende, da HB Køge vandt 1-0 på nordjydernes eget græs. Cheftræner Joakim Mattsson, der er kommet til inden sæsonen, mener dog, at man burde have haft point.

- Jeg er selvfølgelig ærgerlig over resultatet. Det var en kamp, hvor vi kunne have taget point. Vi burde have haft point i dag, siger OB-, Silkeborg- og Randers-kendingen til Nordjyske og erkender siden, at man ikke var toppen.

- Jeg synes, vi får lagt det tryk på feltet, som vi skal gøre, især til sidst, men vi skal øve noget mere på, hvad vi gør, når vi har brug for et mål. Vi har nogle lige-ved-og-næsten-chancer og et par stykker udefra. Men med de folk, vi har, skal vi kunne lægge mere tryk over kanterne, fortsætter den svenske træner.