Dansk spilfirma med unikt koncept
Spil

Dansk spilfirma med unikt koncept

Det var en mærkedag for det danskejede spilleselskab BetOnFinance, da de for nylig kunne offentliggøre, at man har fået licens til at drive spil på Malta

Ganske vist har man siden december sidste år haft licens i Danmark, og siden 18. januar 2016 har man også været åben for danske kunder, men bestyrelsesformand Stig Hølledig var ikke i tvivl om betydningen af den internationale licens.

“Det at BetOnfinance nu går til udlandet giver os adgang til et marked med et milliardpotentiale, idet vi både appellerer til personer, der interesserer sig for spil samt aktier, hvilke begge er gigantiske markeder”.

Et milliardpotentiale, intet mindre, som også kommer de danske kunder til gode.

”Der skal kritisk masse til, for at puljerne bliver rigtigt sjove, og her er der ingen tvivl om, at volumen fra udlandet vil blive hilst velkommen af de danske spillere, da de nu har udsigt til langt større puljer”, lød det fra Jeff Saul, adm. direktør i selskabet. Sidstnævnte mødtes Tipsbladet med til en snak om firmaet i forbindelse med nyheden om licensen på Malta, og han var en glad mand ved udsigten til at høste frugterne af et halvt års forløb i Danmark. Men hvorfor egentlig starte i Danmark, som næppe er nok til at bære et firma med et så forholdsvis niche-præget produkt.

”Alle investorer i firmaet er danske, det er et marked, hvor vi kender medierne, vi kender kulturen, vi kender infrastrukturen. En anden væsentlig ting er, at den danske Spillemyndighed er en af de mest velrespekterede i verden, så kan man komme igennem nåleøjet og få licens i Danmark, er man ligesom blåstemplet i forhold til at få licens andre steder”.

Det var ikke nogen helt let proces at opnå licens i Danmark, da konceptet bag BetOnFinance ikke finder sin ligemand noget sted i verden på nuværende tidspunkt, og Jeff Saul fortæller, at den danske spillelov skulle omskrives tre gange for at få indpasset det nyeste skud til betting-stammen.

”Vi var igennem et helt års forhandlinger med Spillemyndigheden og Finanstilsynet, for der står i spilleloven, at den gælder for alt andet end spil på finansielle instrumenter. Her var vi nødt til at hjælpe dem med at definere, hvad et finansielt instrument er”, beretter Jeff Saul, der så til gengæld for det meget benarbejde i Danmark kunne se processen være noget kortere på Malta, da man netop her skelede til, at et så strengt marked som det danske havde godkendt firmaet.

Konceptet er puljespil på aktier, og lige nu udbydes det i to varianter, ”Aktievæddeløbet” og ”Indeksspillet”. Idéen bag konceptet er, at kunderne vædder mod hinanden, nærmest som en god gammeldags ”sweepstake”, når man sidder en gruppe venner hjemme i sofaen og hver i sær placerer et beløb på et ciffertips på fodboldkampen, der kører på Tv'et, og vinderen løber med puljen. Jo flere vindere, jo mindre bliver gevinsterne, hvorfor man på BetOnFinance oplever såkaldt flydende odds. Bare fordi man oprindeligt satsede på et odds 5,00, er det ikke nødvendigvis dét odds, man også vinder til, hvis man skulle være så heldig, når aktiemarkederne lukker.

”Det har givet lidt klager,” afslører Jeff Saul, men skynder sig at fastslå at, de fleste kunder dog ret hurtigt fanger konceptet.

Til gengæld har ikke helt så mange kunder fundet vej til BetOnFinance, som man havde håbet på.

”Vi havde sat næsen op efter lidt mere end de par tusind, som vi har på nuværende tidspunkt, omvendt spiller de for mere end forventet,” siger Saul med et skuldertræk, der indikerer, at det hele vist går op alligevel i forhold til forventningerne, men man har dog været nødt til at gå ind med visse garantier for at holde diverse spil interessante.

”Vi garanterer et minimumsbeløb på diverse spil, for kunderne skal ikke have en oplevelse af, at de nærmest sætter penge over styr på deres satsninger hos os. Vi kan eksempelvis garantere, at der er mindst 3.000 kroner i en given pulje, og er der så sammenlagt spillet for mindre end dét beløb, dækker vi forskellen”.

De to nævnte spil er ifølge Jeff Saul ikke nok til at drive en profitabel forretning alene baseret på det danske marked.

”Når vi har den fulde produktpalette, tror jeg egentlig, at Danmark er stort nok, for så appellerer vi også til andre type spillere, men ikke i øjeblikket”.

De nye spil følger indenfor det næste halve år, og altså nu til et internationalt marked, som derved gerne skulle kunne bære spillene i sig selv, og man håber, at ved at være startet op i Danmark, har man fået kureret de fleste ”børnesygdomme”, som altid følger i opstarten af et nyt firma, men et spørgsmål trænger sig især på. Hvis man rent faktisk har forstand på at spekulere i aktier, hvorfor skulle man så lægge sine penge hos BetOnFinance og ikke de ”rigtige” aktiemarkeder?

”Da jeg var i Saxo Bank og hos Euroinvestor, kunne vi se, at det var voldsomt populært hos eksempelvis unge studerende på Copenhagen Business School at lege med i diverse aktie-spil, vi kørte. De synes simpelthen, det er sjovt at sidde og lege med, men har ikke nødvendigvis finanserne til at lege med ”for alvor”. Her giver vi dem et alternativ, hvor de for en beskeden sum penge har mulighed for at tjene lidt lommepenge på den viden, de nu synes, de har”.

”Vi er også et alternativ til mennesker, som måske ikke ligger inde med den helt store pensionsopsparing, til at lege med på de finansielle markeder, fordi de synes, det er sjovt, uden at ofre de helt store summer,” lyder forklaringen af Jeff Saul, som i øvrigt har oplevet det pudsige, at man i forbindelse med firmaets gratis-spil har set mange flere kvinder gå ind og oprette sig som kunder og lege med, end man havde forventet.

”Til gengæld følger de ikke med over, når de så skal til at sætte deres egne penge på højkant,” siger Jeff Saul, der har sin egen teori om fænomenet.

”Jeg tror, at kvinder er for kloge. Vi mænd er mere tilbøjelige til at søge det kick, et væddemål kan give, og vi kan godt lide at tro, at vi er kloge,” griner han.

Apropos kick så indeholder BetOnFinance ikke produkter, hvor der er hurtig, kontant afregning. De to nuværende spil har en forholdsvis lang ventetid, før regnskabet gøres op og man ved, om man har vundet eller tabt, og sådan skal det blive ved at være.

”Jeg ved godt, at hurtige spil som, hvem der giver bolden op eller hvem der vinder næste parti i en tenniskamp kan være ganske populære spil hos de ”almindelige” bookmakere på grund af den korte afgørelses-tid, men det er ikke spil, der umiddelbart ligger i støbeskeen hos os. Vi ønsker at være meget seriøse, omkring det vi udbyder, og de hurtige spil ligger ikke umiddelbart til vores produkt-portefølje,” siger Jeff Saul.