Lewandowski trives med favoritrolle mod Danmark
Det polske landshold har gennem de seneste år løftet sig, så det nu er blandt de stærkeste mandskaber i Europa. Ved det seneste EM sluttede Polen blandt de sidste otte nationer i turneringen, og det betyder blandt andet, at Polen nu er favorit i den aktulle VM-kvalifikationspulje, hvor Danmark også deltager.
For Polens anfører Robert Lewandowski er det ikke et problem at tage favoritrollen på sig.
- For mig er det ikke en byrde. I mange år har jeg prøvet at gå på banen med et hold, der er favoritter. Det er en cool følelse at vide, at det bliver svært - og så præstere. Jeg tror også, at vi er ved at vænne os til det som landshold, siger han til det polske medie katowickisport.pl.
I første kamp i VM-kvalifikationspuljen levede Polen ikke op til favoritværdigheden, da det kun blev til 2-2 på udebane mod Kasakhstan. Nu skal det revancheres mod Danmark.
- At vi tabte point i Kasakhstan betyder kun noget, hvis vi ikke vinder på hjemmebane mod Danmark og Armenien. Desuden bør vi vinde mod Danmark, fordi det formentlig er vores farligste rival i kampen om en førsteplads i gruppen. Men vi kan ikke afvise, at det gjorde ondt at smide et point i Kasakhstan. Vi har kun os selv at bebrejde for det, fastslår Robert Lewandowski.
Landskampen mellem Danmark og Polen spilles på lørdag i Warszawa. Kampen fløjtes i gang klokken 20.45.