Kjær for mødet med Zlatan: Én spiller kan ikke stoppe ham
Lars Rønbøg / Getty Images
Europa League

Kjær for mødet med Zlatan: Én spiller kan ikke stoppe ham

Får Zlatan et af sine geniale øjeblikke, er den svenske verdensstjerne umulig at stoppe, siger Simon Kjær før han med Fenerbahce i aften møder Manchester United i Europa League.

Simon Kjær har ikke haft den bedste forberedelse til hans møde med Zlatan Ibrahimovic og resten af Manchester Uniteds hold. I går måtte Kjær og holdkammeraterne fra Fenerbahce nødlande, fordi en fugl havde fået en af ruderne i cockpittet til at revne i deres fly på vej til Manchester. Men i aften venter mødet mellem Danmarks og Fenerbahces forsvarsgeneral og den svenske verdensstjerne.

Landsholdsanføreren har mødt Zlatan op til flere gange i sine ophold i Palermo, Roma og Lille på klubplan og i flere landskampe. Og han har lært noget af disse møder.

- Man kan ikke stoppe Zlatan med kun én spiller, der markerer ham. Man er nødt til at arbejde som et hold for at stoppe ham ved ikke at give ham plads og undgå at lade ham modtage bolden i bestemte positioner, siger Simon Kjær til Ritzau.

Selv hvis man som forsvarsspiller spiller en perfekt kamp, kan det være umuligt at stoppe Zlatan, hvis han rammer et af sine geniale øjeblikke, siger Kjær om aftenens modstander.

Det er et opgør i Europa League, der stiller Zlatan Ibrahimovic over for hinanden. Manchester United tager imod Fenerbahce i gruppe A på Old Trafford klokken 21.05 i aften.