FCM kørte Esbjerg over i anden halvleg
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

FCM kørte Esbjerg over i anden halvleg

Krisen fortsætter for Esbjerg, der var foran 1-0 mod FC Midtjylland, men tabte 1-3.

Esbjerg har været sæsonens helt store skuffelse i Superligaen med kun en enkelt sejr, så troen på at vestjyderne kunne drille bundsolide FC Midtjylland i mandagskampen kunne for de flestes vedkommende ligge på et meget lille sted.

Colin Todds mandskab tog dog kampen op og leverede særligt i første halvleg en fin indsats. Det hjalp dog ingenting, da anden halvleg var en rigtig Esbjerg-omgang. Dermed vandt FC Midtjylland 3-1 over de kriseramte vestjydere.

Dagens fødselsar og tidligere Esbjerg-spiller, Martin Pusic, fik en kæmpe chance efter bare to minutter, da han stod helt fri i feltet, men angriberen fik ikke ram på bolden

Chancen opstod efter en fejl af Esbjergs Awer Mabil, der i denne sæson er udlejet fra netop til FC Midtjylland, men den dårlige start på kampen fra australieren blev ingenlunde et vink med en vognstang om, hvad han præsterede i resten af kampen. Mabil var således godt spillende mod den klub, der ejer ham.

Efter 17 minutter leverede Awer Mabil et suverænt indlæg til Mads Hvilsom, der dog måtte se Mikkel Andersen diske op med en klasseredning. FC Midtjylland-keeperen var imidlertid chanceløs kort efter, da Awer Mabil tog sagen i egen hånd og hamrede et frispark i kassen via opstanderen. 1-0 til Esbjerg.

Det var lige sådan noget, de hårdtprøvede vestjydere havde brug for, men glæden varede kort for hjemmeholdet. To minutter senere fandt Rilwan Hassan Jonas Borring i feltet, og han udlignede til 1-1 efter svagt keeperspil af Jeppe Højbjerg.

Dette var også stillingen ved pausen.

Anden halvleg startede uden de store chancer, men pludselig gik det stærkt. Efter en time steg Filip Novak til vejrs og fik headet, men Esbjerg-keeper Jeppe Højbjerg diskede op med en klasseredning. Ironisk nok blev redningen startskuddet til en håndfuld katastrofale minutter for Esbjerg og Højbjerg.

Kort efter gjorde Jakob Poulsen det til 2-1, da et indlæg fik lov at sejle hele vejen i netmaskerne, og lidt efter blev det også 3-1, da Mikkel Duelund scorede efter flot forarbejde af Rilwan Hassan. Særligt ved det sidste mål så Jeppe Højbjerg rigtig skidt ud.

Dette blev det sidste mål i kampen, og dermed gik det på mange måder, som præsten på forhånd havde prædiket om mandagskampen.