Video : Tipsbladet
Premier League

Wenger roser modstanderen: Rashford overraskede alle

Marcus Rashford tog fodboldverdenen med storm, da han scorede flere mål i sine debuter - heriblandt mod Arsenal. Nu skal Londonklubben møde Manchester United, og det frygter Arsene Wenger.

Sidste sæson brød Marcus Rashford for alvor igennem i Manchester United. I sin Europa League-debutkamp mod FC Midtjylland scorede han nemlig to mål, som var med til at sende det engelske hold videre.

Det stopper dog ikke her, for weekenden efter fik han Premier League-debut mod Arsenal, hvor han scorede to mål og lagde op til et enkelt, hvilket var grobund for Manchester Uniteds sejr på 3-1.

Nu skal Manchester United og Arsenal igen møde hinanden, og her er Zlatan Ibrahimovic ude med en karantæne, hvorfor Rashford er udset til at starte i front.

Arsenal-træner Arsene Wenger er langt fra glad for, at det er Rashford, der ser ud til at skulle spille kampen.

- Den, der dræbte os sidste år, var Rashford. Jeg så ham mod et dansk hold (FC Midtjylland) i midtugen, og han scorede, og jeg tænkte, at han kunne blive farlig, siger Wenger ifølge goal.com.

- Hans bevægelse var god, og han var stærk. Han overraskede alle.

Manchester United og Arsenal mødes på lørdag.