Wenger: Kina truer Premier League
Foto: Clive Brunskill/GettyImages
Premier League

Wenger: Kina truer Premier League

Arsenal manageren er bange for, at de mange penge i kinesisk fodbold kan lokke de bedste spillere væk fra de bedste ligaer.

Oscars skifte fra Chelsea til kinesiske Shanghai SIPG er et glimrende eksempel på det, Arsene Wenger frygter. Nemlig at pengene i kinesisk fodbold stjæler de bedste spillere fra de bedste ligaer i Europa. Og det kom egentlig bag på den franske manager, at Oscar valgte at skifte så tidligt i sin karriere.

- Ja, det er en overraskelse. Det er en fordrejning. Når man er fodboldspiller, vil man i bund og grund gerne have, at lønnen og liganiveauet passer sammen, sagde Wenger til Sky Sports.

- Bliver det et problem for Premier League i fremtiden? Det kunne det godt. 

Liverpool manager Jürgen Klopp har også forholdt sig til fænomenet. Han er dog ikke enig i, at det bliver et problem, at nogle spillere rejser til den kinesiske Super League. 

- I øjeblikket er det ikke en liga, du har lyst til at spille i. Det eneste, der kan lokke spillere til, er pengene. I alle de store europæiske ligaer kan man tjene mange penge. Det burde være nok, sagde Klopp til Sky Sports.