Video : Tipsbladet
Superliga

Esbjerg fB er enige med Hammarby om transfer

Bjørn Paulsen er tæt på at være fortid i Esbjerg fB, der er enige om prisen med den svenske klub Hammarby.

Esbjerg fB kan være tæt på at sige farvel til Bjørn Paulsen. 

All-rounderen har i de seneste dage været et varmt navn i den svenske klub Hammarby, der har den tidligere SønderjyskE-træner Jakob Michelsen som træner. 

Nu skriver Ekstra Bladet, at de to klubber er blevet enige om en pris på Bjørn Paulsen på omkring 1,8 millioner kroner - en pris, der skulle være forhandlet på plads efter at den svenske klub i første omgang var blevet afvist af Superliga-klubben.

Eb.dk skriver også, at Bjørn Paulsen ikke er med til Esbjerg-træningen mandag, da han er taget til Sverige for at forhandle sine personlige krav på plads i forhold til en kontrakt med klubben, der i de seneste to sæsoner er sluttet som nummer 11 i Allsvenskan.

Bjørn Paulsen skiftede fra SønderjyskE til Esbjerg i sommeren 2015 med et mål om at spille i det centrale forsvar men grundet skader i truppen er han oftest placeret i andre roller på holdet og har tidligere på vinteren ingenlunde afvist at forlade Esbjerg i januar-vinduet. 

Hans tidligere klub, SønderjyskE blev meldt interesseret, men nu lader det til, at den 25-årige fighter fortsætter karrieren i Hammarby.