Video : Tipsbladet
Generelle

Rumænsk traditionsklub tvunget til navneskift

Den rumænske traditionsklub Steaua Bukarest har været tvunget til at ændre navn til FCSB.

Det sker ikke tit, at fodboldklubber skifter navn. Slet ikke, når man har et navn, der er kendt rundt i Europa. Sådan er situationen dog for Steaua Bukarest, der har tabt en navnestrid i retten mod Rumæniens Forsvarsministerium. 

For to måneder siden fik ministeriet rettens ord på, at de havde retten til navnet, og derfor har klubben modvilligt været tvunget til at skifte navn til FCSB. Det hele bunder i, at klubben før murens fald var underlagt hæren og forsvarsministeriet. Den har dog været privatejet i mange år, men i 2014 valgte ministeriet at trække klubben i retten for at få navnet tilbage. 

- Jeg har ændret det officielle navn til FCSB. Men man kan ikke ændre klubbens natur, det kan kun Gud. Verden kender os som Steaua, siger klubejer Gigi Becali. Det skriver BT. 

FCSB, som det retmæssigt skal kaldes nu, har vundet 26 mesterskaber i Rumænien. Derudover har de også vundet Europa Cup for mesterhold en enkelt gang.