Video : Tipsbladet
Champions League

Madrid overvandt chokstart fra Napoli

De kom hurtigt bagud, men Real Madrid endte alligevel med at vinde første opgør mod Napoli.

Det var en fremragende fodboldkamp, og den blev krydret med hele fire mål. Tre til Real Madrid og ét enkelt til gæsterne fra Napoli. 

Efter bare tyve sekunder var den udskældte Karim Benzema tæt på at bringe Real Madrid foran, men en flot refleks fra Pepe Reina holdt franskmanden fra måltavlen. Det var dog ikke nødvendigvis tegn på, at Real Madrid skulle dominere kampen.

Efter ikke engang otte minutters spil overrumplede Lorenzo Insigne Keylor Navas, der lignede en serie 5-målmand, som ikke helt vidste, hvor stolperne var. Derfor var det alt for nemt for italieneren at sparke den i mål. Et frustrationsfrispark og et gult kort senere af Sergio Ramos lå bolden dog i nettet i den anden ende. Et indlæg fra højre side fandt Benzemas pandebrask og gik derfra i mål.

I starten af anden halvleg bragte Toni Kroos hjemmeholdet foran, efter Cristiano Ronaldo fra baglinjen fandt ham på kanten af feltet. Her kunne tyskeren med en kontrolleret inderside sende den ind bag Reina i målet. Kort efter blev det også til 3-1, da Casemiro scorede på en fantastisk flugter fra feltkanten.

Begge hold havde chancer til flere mål, og Napoli havde også bolden i mål en ekstra gang, men det blev underkendt for offside.