Nomineret til Årets Træner: Når benene ikke kan mere, må hovedet tage over
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Nomineret til Årets Træner: Når benene ikke kan mere, må hovedet tage over

David Nielsen er nomineret til Årets Træner, og han mener, at hans overgang fra spiller til træner har været helt naturlig.

Lyngby BK's cheftræner, David Nielsen, var onsdag morgen i Go' Morgen Danmark for at tale om overgangen fra fodboldspiller til -træner. Troede han. I stedet blev han overrasket med at være nomineret til Årets Træner i 2016.

Selvom det hurtigt kom til at handle om noget andet, fik David alligevel lejlighed til at tale en smule om skiftet fra spiller til træner. I et interview med DBU's web-tv beskriver han således overgangen.

- Det har været meget naturligt. Når benene ikke kan mere, så må hovedet tage over. Så det har for mig været en fin og god overgang. Jeg elsker jo bare fodbold og har haft fodbold i mit liv altid, så det er dejligt at være så priviligeret, siger han i interviewet.

De øvrigt nominerede er Brøndby IF's Alexander Zorniger, FC Københavns Ståle Solbakke og AC Horsens' Bo Henriksen. En jury afgør, hvem der bliver tildelt prisen til Dansk Fodbold Award den 20. marts og sendes på Kanal 5.

Ved den lejlighed uddeles også priser som Årets Spiller, Årets Mål og indlemmelser i Fodboldens Hall of Fame.