Leder: Gid Superligaen og Bendtner havde fundet hinanden
Foto: Lars Rønbøg / Getty Images
Generelle

Leder: Gid Superligaen og Bendtner havde fundet hinanden

Nicklas Bendtner kunne have givet Superligaen et tiltrængt boost, og der ærgrer Tipsbladets chefredaktør, at Bendtner nu i stedet er landet Norge.

Nicklas Bendtner til Rosenborg.

Det var en sætning, jeg aldrig havde troet, jeg skulle skrive.

Da Zlatan Ibrahmovic’ agent Mino Raiola efter EM i Polen og Ukraine hjalp Nicklas Bendtner på leje i Juventus, i øvrigt samtidig med at en anden Raiola-klients ankomst, en ung franskmand ved navn Paul Pogba, havde Christian Gytkjær fem dage tidligere debuteret som lejesvend fra FC Nordsjælland for Sandnes Ulf i Tippeligaen, en klub i en lille flække syd for Stavanger med løbebane om et stadion med plads til knap 5000 mennesker.

Christian Gytkjær scorede i sin debut og lavede i den halvsæson i Norge flere ligamål, end Nicklas Bendtner har scoret siden skiftet til Juventus.
I dag er det Nicklas Bendtner, der erstatter Christian Gytkjær i Tippeligaen, efter ­Gytkjær har vundet mesterskabet og spillet sig til en kontrakt med den ambitiøse
2. Bundesligaklub 1860 München.

At Christian Gytkjær fra august til november i 2012 scorede flere ligamål, end Nicklas Bendtner har gjort på snart et halvt årti, siger vel med al tydelighed, at skiftet til Rosenborg i sig selv er en fin idé.

Siden han var en ung angriber i Arsenal i 2008, har jeg efter gang på gang skrevet, at nu havde Nicklas Bendtner sin store chance.
Men de chancer er forspildt, og nu gælder det bare om at få scoret nogle mål og spillet noget fodbold, hvilket må kunne lade sig gøre, når man skifter til et Rosenborg-hold med styr på Tippeligaen.

Alligevel havde jeg hellere set Nicklas Bendtner i Superligaen.

Jeg forstår godt, hvorfor det ikke sker, for Nicklas Bendtner ville have mindre privatliv i København end i nogen anden by i den frie verden.

Men gid det var anderledes.

AGF’s direktør Jacob Nielsen taler i dagens udgave af Tipsbladet om, at interessen for ligaen forhåbentlig kommer nu, hvor topholdene skal i direkte dueller om medaljer, mens hans eget AGF skal være rigeligt tilfreds med ikke at ryge ud i den playoff om nedrykning, holdet ligger til før de sidste otte kampe.

Men en Superliga, der med nogen ret beskyldes for at være kedelig og grå, kunne da i den grad have brugt Nicklas Bendtner til at skabe opmærksomhed.

Hvorfor ikke spille udekampene i Århus, Aalborg og Haderslev i stedet for at skulle til Stavanger og Tromsø?

Som 29-årig passer Nicklas Bendtner ikke ind i FC Københavns rekrutteringsstrategi, og man kan også fundere over, om han er bevægelig nok til Ståle Solbakkens kollektiv, især i de europæiske kampe.

Men når Rafael van der Vaart samlet koster mere for FC Midtjylland og klubbens ­sponsorer, end Nicklas Bendtner lyder til at gøre for Rosenborg, har det ikke været helt urealistisk at hente Bendtner til en af de tre største Superliga-klubber.

Nu er Bendtner i Rosenborg, og spørgsmålet om Superligaen er muligvis hypotetisk, da angriberens situation først for alvor ændrede sig på sidste dag i transfervinduet, hvor ­Nottingham Forest hentede Ross McCormack som direkte konkurrent til danskeren.

Det ændrer ikke, at det havde givet Superligaen et tiltrængt boost med en, efter danske forhold, superstjerne. Med vi danskeres til tider noget ambivalente forhold til egne stjerner og historikken (spørg Preben Elkjær og Brian Laudrup, hvordan det var at spille i Danmarks bedste række) er jeg helt med på, hvorfor Trondheim er et mere oplagt valg. Men det ærgrer mig, at det forholder sig sådan.

Måske kan det gøres om til sommer, hvis det ikke lykkes Nicklas Bendtner at ændre Rosenborgs dårlige vane med at ryge ud af Champions League-kvalifikationen?