Officielt: FC København udlejer to talenter til svensk klub
Foto: fck.dk
Superliga

Officielt: FC København udlejer to talenter til svensk klub

Både Aboubakar Keita og Mads Roerslev er blevet udlejet til den svenske klub, Halmstad BK.

FC København-midtbanespilleren Aboubakar Keita har været på og omkring FC Københavns førstehold det seneste år, men han har grundet den store konkurrence på den centrale midtbane aldrig fået det helt store gennembrud. 

Derfor har FC København nu valgt at udleje ivorianeren til svenske Halmstad. 

- Keita har været en del af førsteholdstruppen i lidt over et år, og vi er meget tilfredse med hans udvikling. Han har dog ikke spillet så mange kampe på højt seniorniveau, og det er vigtigt for ham at blive matchet i kampe for at tage det næste skridt. Den mulighed får han i Halmstad, der har 10 kampe på 12 uger. Herefter vil han vende styrket tilbage til F.C. København og indgå i konkurrencen om pladserne på holdet, fortæller FC Københavns tekniske direktør, Johan Lange, til fck.dk.

Keita er dog ikke den eneste FCK-spiller, der udlejes til Halmstad. Også U19-spilleren Mads Roerslev, der normalt gør sig som højre back, udlejes til svenskerne. 

- Det er først og fremmest godt for Mads' udvikling, at han allerede som U19-spiller får chancen for at spille på så højt niveau, som der er i den bedste svenske række. Han har allerede vist på U19-holdet i UEFA Youth League og i de minutter, han har fået på førsteholdet, at han har et stort potentiale. Det vil helt sikkert styrke ham i hans udvikling frem mod seniorårene, lyder det fra Johan Lange om Roerslev. 

Den svenske Allsvenskan starter 1. april.