FC Midtjylland-bet: Tim Sparvs sæson er slut
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

FC Midtjylland-bet: Tim Sparvs sæson er slut

Tim Sparv har blot spillet fem kampe i denne sæson og kommer ikke til at spille flere. Skader holder ham ude resten af foråret.

FC Midtjyllands stærke midtbaneanker Tim Sparv kommer ikke i aktion igen på denne side af sommeren. Finnen er således ude med skade resten af sæsonen, bekræfter klubben på sin hjemmeside.

Sparv blev i begyndelsen af sæsonen ramt af et springerknæ og nåede lige præcis at få comeback før vinterpausen. På denne side af nytår har han dog kun spillet premieren mod Viborg FF, hvorefter en række småskader har holdt ham ude.

Aktuelt er det problemer med den højre læg, der generer Sparv og er skyld i, at han ikke kommer på banen igen i foråret.

- Det er en af de værste perioder i min karriere. Jeg er ikke bange for, jeg ikke kommer tilbage. Jeg skal nok blive den samme eller en bedre udgave af mig selv, men jeg behøver ro for at blive helt klar, siger Tim Sparv til fcm.dk.

Den finske landsholdsanfører er en rutineret mand, der efter eget udsagn har klaret sig fornuftigt gennem skadesproblemerne. Alligevel erkender han, at det har været en svær tid.

- Med knæskaden vidste vi, at det ville tage op til seks måneder. Det gav en ro, fordi vi vidste, det ville tage tid. Efter jul har der været flere småskader. Jeg har været tæt på at være klar, men så har jeg fået små setbacks. At blive ramt af setbacks har været en mental udfordring, siger Sparv. 

FC Midtjylland har fem kampe tilbage af mesterskabsspillet og eventuelt en playoffkamp mod nummer syv om at komme i Europa League-kvalifikationen.