Rundens Hold i Superligaen - 6. spillerunde
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Rundens Hold i Superligaen - 6. spillerunde

Sjette runde i Superligaen er færdigspillet. Tipsbladet.dk er klar med Rundens Hold med islæt fra blandt andre AGF, FC København og Hobro IK.

Det er tirsdag, og dermed er endnu en Superliga-runde slut. Den sjette af slagsen i denne sæson bød på forløsende sejre for både FC København og AGF, mens AaB og Randers FC fortsat jagter netop det. 

Bag de forskellige resultater gemmer der sig individuelle præstationer, der var med til at forme denne runde, og som sædvanlig dykker tipsbladet.dk ned i dem ved at sætte Rundens Hold.

Her følger Rundens Hold i Superligaen for 6. spillerunde - sat op i en 4-4-2-opstilling:

Målmand: Aleksander Jovanovic (2)
Den serbiske sidsteskanse havde flere gode aktioner i søndagens kamp mod Brøndby, men hans præstation huskes især for den redning på Simon Tibblings åbne scoringschance. Jovanovic har været kritiseret på det seneste, men gjorde sit for at modbevise det i 2-0-sejren.

Højre back: Johnny Thomsen (1)
På et Randers-hold, hvor ikke særlig meget fungerer i øjeblikket, gjorde Johnny Thomsen sig positivt bemærket i kampen mod Silkeborg IF. (Wing)backen var god til at komme med frem, overlappe holdkammeraterne og komme til indlæg. Lidt mere skarphed hos de øvrige Randers-spillere, og Thomsen var blevet assistmager.

Central forsvarer: Bubacarr Sanneh (4)
Nok har AaB’s offensive ikke været noget at skrive hjem om i denne sæson, men det skal ikke tage noget fra Sannehs præstation. Var endnu engang sikker i sine indgreb og bar sin del af ansvaret for, at opgøret endte uden mål. Ligner mere og mere et oplagt salg for AC Horsens.

Central forsvarer: Jesper Juelsgård (1)
Én ting var, at Juelsgård var en vigtig del af det AGF-forsvar, der holdt Brøndby fra at score. Noget andet er, at han fremtvang 1-0-målet. Det var nemlig ham, der pressede Hjörtur Hermannsson til at score selvmål. Kan Juelsgård fortsætte sådan, ligner det et godt træk at rykke ham ind i midterforsvaret.

Venstre back: Mads ”Mini” Pedersen (2)
Igen piskede den lille FC Nordsjælland-back op og ned ad venstre side, og igen udmøntede det sig i en kampafgørende rolle. ”Mini” leverede en udsøgt assist til Ernest Asantes sejrsmål, stod for indlægget, der føre til straffesparket, og var selv farlig. Sikke en udvikling, han har været gennem det sidste års tid.

Højre midt: Benjamin Verbic (1)
Da FC København havde allermest brug for det, var det Verbic, der sparkede dem ud af deres blackout og tilbage i kampen. Flot flugter af kantspilleren til 2-2 og generelt endnu et eksempel på, at Verbic har taget ansvaret på et FCK-hold, der er langt sidste sæsons styrke.

Central midtbane: Vito Hammershøy-Mistrati (2)
Den tidligere FC Helsingør-spiller var over det hele i 3-0-sejren over Lyngby BK, og han var med til at splitte det kongeblå forsvar op ved 1-0-målet. Var med i meget og burde, som han selv erkendte efter kampen, have scoret. Lægger han også mål til sit spil, kan det blive rigtig godt.

Central midtbane: Mustafa Amini (1)
Det er sjældent, at Amini ikke løber en masse meter på den centrale midtbane, og søndag aften gjorde han det så igen. Dannede sammen med Daniel A. Pedersen en stærk blok på midten og var konstant synlig som igangsætter på AGF’s angreb.

Venstre midt: Christian ”Greko” Jakobsen (2)
Hvis ”Greko” har manglet én ting i denne sæson, hvor han før sjette spillerunde havde lagt op til fire mål, var det at score selv. Det gjorde han så mod FC København og sneg endda endnu et oplæg til Mikael Uhre med. Den helt store offensive profil for SønderjyskE indtil videre i denne sæson.

Angriber: Alexander Sørloth (1)
Normalt er 17 minutter ikke nok til at komme på Rundens Hold, men normalt scorer indskiftere heller ikke to gange på lidt over et kvarter. Sørloth er brandvarm i øjeblikket med fem mål og et oplæg i sine fem seneste kampe. En fremtid uden Paul Onuachu ser pludselig noget mindre dyster ud.

Angriber: Pål Alexander Kirkevold (1)
Hobro IK ligger på en overraskende fjerdeplads i Superligaen, og det har holdet ikke mindst mål-Påls fire kasser at takke for. Søndag scorede han to af dem, da oprykkerne i overtiden udstillede Lyngby. Der har i det hele taget været ild i Kirkevold i 2017; angriberen har scoret 13 gange indtil videre. Vigtig mand for Hobro.