Blog: Hvor blev tv-pengene af?

Af Andreas Brøns Riise

Enten er det er nul for meget, eller også må det være kroner i stedet for pund. Sådan lød en del kommentarer, da medierne i februar 2015 kunne melde, at den nye tv-aftale for Premier League for årene 2016-2019 lød på astronomiske 5,1 milliarder pund – eller godt 50 milliarder kroner. Pengene bliver fordelt stort set ligeligt – med en lille bonus for hver gang et holds kamp bliver vist i tossekassen – mellem de 20 klubber.

Men den var s'gu' god nok. Verden vil se Premier League, og den vil tilsyneladende betale i dyre domme for at komme til det. Allerede sidste år spillede pengene en solid faktor i transfervinduet, hvor en klub som Burnley – sagt med al respekt – var i stand til at hente et navn som Steven Defour, der næppe er kommet til byen for den sprudlende fodbold eller det pulserende liv. Og, nå ja. Så var der noget med en dappende franskmand, der også tog til en eksotisk engelsk by for ny transferverdensrekord.

Men i år var der for alvor lagt i kakkelovnen til, at alle transferrekorder skulle slås. Og det er de da også blevet. Mere eller mindre samtlige klubber har slået deres rekord for en enkelttransfer. Alligevel tager jeg mig selv i at sidde her knap en uge før vinduet lukker og tænke: Hvor blev tv-pengene egentlig af?

En af mine bekymringer, inden vinduet åbnede, gik på, at pengene i voldsom grad ville reducere tålmodigheden, der i forvejen er en mangelvare i moderne fodbold. At vi ville se klubber hente 10-12 nye spillere per sæson og hurtigt skille sig af med dem, der ikke slog til med det samme. Men kigger man på klubbernes transferaktivitet indtil videre, er der godt nok brugt rekordmange penge på enkeltspillere – men antallet af transfers er ikke overvældende.

Nå ja. Projekt Pep i Manchester City kalder naturligvis på sine speciallavede puslespilsbrikker, og når nu man efter så mange år med økonomiske snydekoder ender med at stå med fire så aldrende backs, at den eneste løsning er at lade alle gå på én gang, skal der jo hentes erstatninger. Og hvorfor ikke tage de dyreste?

I Everton er muldvarpen i dén grad også blevet luftet, men mon ikke det i højere grad skyldes den nye sugardaddy end tv-aftalen?

Pengene lagt i holdets rygrad

Ellers synes de fleste klubber egentlig at have købt ind efter den strategi, jeg i vores podcast flere gange har rost som en i min optik god måde at skabe både fornyelse og kontinuitet: Hvert år at købe en markant forstærkning til hver kæde.

Mest interessant er det dog, at mange klubber havde større underskud på transferkontoen sidste år, end de har nu, hvor der godt nok mangler en uge af transfervinduet.
Chelsea brugte sidste sommertransfervindue en lille milliard kroner – i år er mestrenes ’netspend’ på ”bare” £15,5m.

Arsenal brugte i sommeren 16/17 £90m – her året efter hedder status so far £27,5m.

Liverpool gik som bekendt stort set i nul sidste år, så dette års £38,5m er en fremgang – men meget langt fra de £200m, der gik forlydender om, at Klopps transferbudget ville være på.

Manchester City har stort set samme netspend som sidste år (du læste rigtigt), mens Manchester Uniteds er cirka £18m lavere.

West Ham ligger lavere, Stoke ligger lavere, og sådan kan man blive ved.

Sidste år brugte Premier League-klubberne tilsammen cirka £700m – indtil videre i denne sommer lyder den cirka £550m.

Hvad er den nu af?

På trods af sit kaotiske ry har tendensen faktisk været, at de fleste store handler bliver ordnet tidligt i vinduet.

Sidste år skiftede kun David Luiz, Marco Alonso, Claudio Bravo, Moussa Sissoko, Islam Slimani, Soufiane Boufal og Didier Ndong til en Premier League-klub for mere end £15m i den sidste uge af transfervinduet.

Når priserne på spillerne stiger i en helt ny økonomisk virkelighed for klubberne, er det dog meget muligt, at forhandlingerne trækker usædvanligt langt ud, og at vi derfor kommer til at se transfermarkedet gå amok den sidste uge af vinduet, når der opstår panik før lukketid.

En anden mulighed er, at der har indfundet sig en eller anden form for realisme på bestyrelsesgangene. Når £60m pludselig er standard for en spiller, der har bevist sig på bare et nogenlunde niveau, hvis det er en Premier League-klub, der spørger, så kan det være, at man konkluderer, at der er ’no value in the market’ – trods alt. Og så satser man på nogenlunde sikre Jonathan Walters og Andy Robertson i stedet for en mand med et mere eksotisk (typisk fransk-)klingende navn - og slipper billigere i processen.

En tredje absolut ikke utænkelig mulighed er, at en del af tv-penge havner i bestyrelsesmedlemmer og aktionærers lommer. Eller rettere: Havner i lommerne på bestyrelsen hos det holdingselskab, der som regel er ret lig bestyrelsen for selve klubben.

Endelig er der den mulighed, at en større andel af pengene, end man lige går og regner med, bliver brugt et helt andet sted: Stigende lønninger. Præcis hvor meget lønningsposten er steget i de enkelte klubber, må vi vente til klubbernes regnskaber kommer ud for at få svar på. Men når det regner på præsten, så drypper det som bekendt på degnen.

Og med det mener jeg, at den magiske 100.000 pund om ugen-grænse efterhånden langt fra er forbeholdt stjernespillere. Det er efter sigende, hvad Dejan Lovren tjener i Liverpool, efter han forlængede sin kontrakt med fem år i foråret.

En femårig kontrakt på £100.000 om ugen har i alt en værdi af £26m – og så ganger vi med antal spillere i truppen.

Jeg ville ikke umiddelbart blive overrasket, hvis flere klubber end tidligere begynder at flirte med den tommelfingerregel for en sund klubøkonomi, at maksimalt 50 procent af klubbens indtægt må gå til lønninger, når det bliver regnskabstid. Og det ville da være ironisk, hvis flere penge i ligaen skabte flere usunde klubøkonomier.