Bengtsson erkender: Vigtigt at få tre point
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Bengtsson erkender: Vigtigt at få tre point

FC København skal snart til at komme op i omdrejninger, hvis de vil kæmpe med om mesterskabet.

Det har været en noget turbulent sæsonstart i Superligaen for FC København. Efter syv runder med alvorlige spilleproblemer har mestrene nemlig kun ni point og en øjeblikkelig syvendeplads efter syv runder.

Til gengæld har FC Nordsjælland dobbelt så mange point, hele 18 af slagsen, og det betyder, at FC København skal begynde at stramme sig an, hvis de fortsat vil have forhåbninger om det tredje mesterskab på stribe.

Derfor skal FC København have en sejr, når de på søndag møder FC Midtjylland – også selvom der kan være nyt islæt i form af Carlos Zeca, Denis Vavro eller Martin Pusic.

- Vi ved, at vi er presset i ligaen, så det er vigtigt at få 3 point på søndag for at komme tilbage på sporet igen. Her er det selvfølgelig vigtigt, at vi får spillet de nye spillere godt ind på holdet, og spilmæssigt skal vi holde et godt tempo på bolden og styre kampen og få spillet os til en masse chancer, siger Pierre Bengtsson til fck.dk

- Det bliver en kamp, som vi ser frem til med stor spænding. Vi har nye spillere med, andre er kommet tilbage fra landskampe, så nu har vi de næste træningspas til at lære hinanden at kende og få spillet os bedre sammen, så vi kan få tre point på søndag, forklarer svenskeren.

FC København gik på landsholdspause med et sviende nederlag på 3-0 til FC Nordsjælland.