Ludwig Augustinssons ønske: Lad os trække Danmark eller Schweiz
Foto: Getty Images
Landshold

Ludwig Augustinssons ønske: Lad os trække Danmark eller Schweiz

Den svenske venstre back Ludwig Augustinsson håber på et møde med Danmark.

Mens Åge Hareides danske landshold slipper for Italien, Kroatien og Schweiz i den VM-playoff-trækning, der foregår i næste uge, så kan Sverige trække de tre gode fodboldnationer, ligesom landet kan trække Danmark.

Danmark er nemlig seedet, og det er Sverige ikke, og mens det på papiret ligner en mere overkommelig opgave for Danmark at møde Nordirland eller Grækenland i stedet for Sverige, er der alligevel en grad af revanche over det, skulle være komme op af bowlen i lodtrækningen. Det anerkendte landstræner Åge Hareide tirsdag aften over for BT.

I Sverige er der dog lidt delte meninger om et møde med Danmark: Den svenske anfører Andreas Granqvist sagde tirsdag aften, at han ville undgå Danmark, fordi Danmark jagter revanche, efter det danske landshold for to år siden blev slået ud af EM-playoff af Sverige.

Men venstre back Ludwig Augustinsson, der har en fortid i FC København, vil have det helt fint med at møde Danmark. Faktisk håber han på Danmark.

- Jeg tror, der er gode chancer for at komme til VM. Danmark eller Schweiz vil jeg møde. Danmark kender jeg jo ud og ind, og jeg kender deres spillere godt. Jeg kender Delaney, som jeg spiller med i Bremen, og vi har joket lidt med, at det kunne ende med en ny playoff-kamp. Det kan det så nu, siger Ludwig Augustinsson til Fotbollskanalen.se og forklarer:

- Hvad jeg forstår, vil Danmark gerne møde os, fordi spillerne er sultne efter revanche. Det ville blive som et derby. Det kunne være sjovt, siger han.

Også den svenske angriber Marcus Berg ønsker at møde Danmark eller Schweiz.