Video : Tipsbladet
Landshold

Skidt nyt for landsholdet: Riza Durmisi er skadet

Landsholdets venstre back Riza Durmisi er ude med en skade i de kommende tre uger - det ligner et afbud til VM-playoff-kampene.

Da Danmark med 1-1 i Parken sikrede sig adgang til playoff om VM-billetterne til slutrunden i Rusland i 2018, var det med Riza Durmisi med fra start på venstre back. Real Betis-backen erstattede den skadede Jens Stryger Larsen, der i sejren over Montenegro få dage inden måtte udgå med en skade. 

Men nu er der dårligt nyt fra Riza Durmisi og Real Betis. For den danske back er nemlig meldt skadet og skal holde pause i op til tre uger. 

Riza Durmisi spillede ellers hele kampen i weekenden, da Real Betis hjemme tabte med hele 6-3 til Valencia. Men undervejs i kampen pådrog han sig altså en skade i den ene lår.

- Riza Durmisi blev i søndagens kamp mod Valencia skadet. Lægelige undersøgelser mandag viser, at danskeren har pådraget sig en skade i det højre lår. Det er påregnet, at skaden vil holde ham ude i omkring tre uger, lyder det i en kort opdatering fra Real Betis. 

Og det er skidt nyt for det danske landshold, der klokken 14 tirsdag finder ud af, hvilket hold der bliver modstander i de to playoff-kampe i november.

Det er planlagt, at det danske landshold mødes forud 6. november forud for de to playoff-kampe, der skal afvikles 9-14. november. 

For med tre ugers pause bliver det et kapløb med tiden for Riza Durmisi at blive klar til de afgørende kampe om VM-billetterne. 

Et slag for landstræner Åge Hareide, der dog kan glæde sig over, at Jens Stryger Larsen er på vej tilbage efter sin skade.