Peter Sørensen: Jeg er meget overrasket
Foto: Silkeborg IF
Generelle

Peter Sørensen: Jeg er meget overrasket

Peter Sørensen er på ingen måde enig i kendelsen fra Fodboldens Disciplinærinstans.

Pokalkampen mellem HIK og Silkeborg IF skal spilles om. Det har Fodboldens Disciplinærinstans vurderet efter at have behandlet HIK's protest, som blev indgivet dagen efter klubbens nederlag til Superliga-favoritterne.

Fejlen opstod i straffesparkskonkurrencen, hvor der blev sparket efter ABBA-modellen, men reglerne foreskriver, at afviklingen skulle være forgået efter den mere klassiske ABAB-model.

Fodboldens Disciplinærinstans lægger i sin kendelse vægt på, at den forkert afviklede straffesparkskonkurrence havde direkte indflydelse på kampens resultat, og det er Silkeborg-manager, Peter Sørensen, meget uenig i.

- Jeg er meget overrasket. Alle var enige om, at den af dommeren fejlagtige afvikling af straffesparkskonkurrencen ikke fik nogen betydning for kampen. Alligevel står det direkte formuleret i kendelsen, at det havde en betydning for resultatet, og det kan jeg ikke se, siger Peter Sørensen til tipsbladet.dk og fortsætter:

- Spillerne blev orienteret om afviklingen midt i straffesparkskonkurrencen, så forvirringen har været lige stor for begge mandskaber. Både vi og HIK sparker fem gange. Efterfølgende er der ingen fra HIK, der siger noget. Det gør de først dagen efter, da det går op for HIK, at der er et lille smuthul i loven, som kan blive deres fordel.

Hvad tænker du om HIK's ageren i denne sag?

- Det tænker jeg ikke så meget om, og det er nok også bedst, jeg lader være med det, lyder det fra Silkeborg-manageren.

Peter Sørensen giver ikke meget for, at det skulle være et argument til HIK's fordel, at straffesparkskonkurrencen blev afviklet efter forkerte vilkår.

- Igen kan jeg konstatere, at der i kendelsen står, at det havde direkte indflydelse på kampens resultat, og det kan jeg ikke se, at det havde af de årsager, jeg har været inde på – blandt andet, at begge hold havde fem spark, siger Peter Sørensen.

Der har de seneste dage været tale om, hvorvidt man bør spille hele kampen om eller nøjes med straffesparkskonkurrencen, hvis HIK fik medhold. Peter Sørensen er trods alt glad for, at det blev alle 90 minutter.

- Hvis vi skulle have sparket selve straffesparkskonkurrencen om, havde det været endnu mere absurd. Skulle det så have været de samme spillere, der skulle sparke? Hvad med de spillere, som er blevet skadet i mellemtiden? Hvad med friskheden i benene? Det havde været et grotesk scenarie, siger Peter Sørensen og tilføjer:

- Det er slemt nok, som det er. 

Silkeborg IF kan indbringe kendelsen for Fodboldens Appelinstans inden for de næste syv dage. Peter Sørensen fastslår, at man endnu ikke har truffet en afgørelse i den forbindelse.