Bonuccis hårde start i Milan: Tilbød at afgive anførerbindet
Foto: Getty Images
Serie A

Bonuccis hårde start i Milan: Tilbød at afgive anførerbindet

Leonardo Bonucci har mødt en del modstand siden sit skifte til Milan fra Juventus. Så meget at han var klar til at droppe anførerrollen, skriver to store italienske aviser.

Det går slet ikke efter planen for AC Milan for tiden, som kun har fået ét point i de seneste fire kampe. Det sker på trods af store investeringer i nye spillere henover sommeren, og én af dem er Leonardo Bonucci, som man hentede hos konkurrenterne Juventus.

Netop Bonucci fik ved sin ankomst også anførerbindet om armen, men han har haft meget svært ved at finde de takter i Milan, som gjorde ham til en meget vigtig del af Juventus' trup, hvor han vandt seks mesterskaber i træk.

Allerede i slutningen af september måned skulle Bonucci have tilbudt at give anførerbindet tilbage til Riccardo Montolivo, da holdet havde tabt med 0-2 til Sampdoria. Det skriver både Gazzetta dello Sport og La Repubblica.

- Hvis jeg er problemet, så er armbindet her, skulle Bonucci have sagt.

Dog afviste Montolivo at tage det tilbage, men nogen andre kommer alligevel til at have det på i de to kommende Milan-kampe, da Bonucci fik rødt kort mod Genoa søndag, som nu koster ham en karantæne på to kampe.