Kakeeto sad over på grund af træthed
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Kakeeto sad over på grund af træthed

AaB-træner Morten Wieghorst fik et point med hjem fra udekampen mod Randers FC, og det point kom i land uden en træt Robert Kakeeto.

Det var ingen stor spillemæssig oplevelse, da Randers FC mandag aften havde besøg af AaB i 13. runde sidste kamp.

AaB kom foran få minutter før tid, men Erik Marxen bragte balance i regnskabet med sit mål til 1-1 i dommerens tillægstid.

For udeholdet var det en kamp, der lidt overraskende blev spillet uden den ellers velspillende Robert Kakeeto. Han sad helt ude af kamptruppen. Forklaringen er, at han har spillet meget på det seneste, fortalte træner Morten Wieghorst efter kampen.

- Robert har gjort det rigtig godt, men vi har også kunnet se, at han har været fysisk belastet af at spille så meget. Vi havde besluttet, at han ikke skulle starte i dag, og derefter satte vi en bænk efter det kampbillede, vi forventede at kampen i Randers ville få, siger Morten Wieghorst til Nordjyske.

Efter en dårlig start på sæsonen har AaB fået resultater på det seneste, og klubben ligger nummer otte med 16 point, mens Randers FC ligger sidst med otte point.

Robert Kakeeto, 22 år, har i denne sæson spillet fem Superliga-kampe - fire fra start. Han spiller på den centrale midtbane og har en kontrakt, der løber frem til sommer.