Ny Randers-assistent vil hente såret trup op ad hullet
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Ny Randers-assistent vil hente såret trup op ad hullet

Søren Pedersen skal være assistenttræner i Randers FC frem til sommer, hvor han tiltræder som sportsdirektør. Nu og her handler det om at "banke noget humør i spillerne."

Hvis Søren Pedersen nu gik rundt og kedede sig, kan han glæde sig over, at det næppe bliver tilfældet i den kommende tid. Han er nemlig blevet udnævnt som ny assistenttræner i Randers FC, og samtidig tager han så småt hul på sin kommende tjans som sportslig og kommerciel direktør samme sted.

Den stilling tiltræder han ganske vist først til sommer, men der skal eksempelvis findes en ny permanent cheftræner. Samtidig skal han afslutte sin ansættelse i et møbilfirma. 

Selv om den tidligere Randers-anfører nu får Rasmus Bertelsen som sin overordnede og til sommer skal være chef for selvsamme træner, er det ikke noget, han bekymrer sig om. Det er snarere opgaven, han har foran sig.

- Det er vigtigt at sige, at Rasmus er chefen, og den rolle, jeg skal have i foråret, er vidt forskellig fra den, jeg tiltræder til sommer. Men jeg skal ind at hjælpe med at banke noget humør i spillerne og bidrage med den erfaring, jeg har som spiller. Men det er ikke noget quick fix. Vi har en såret trup og er nede i et hul, som vi skal have arbejdet os op af, og det bliver et langt, sejt træk, siger Søren Pedersen til Randers Amtsavis.

Der er ikke noget at sige til, hvis Randers-spillerne har brug for noget godt humør, for de kan i hvert fald ikke hente det fra deres resultater. Holdet har ikke vundet en gældende fodboldkamp siden 19. november og har længe været sikker på en plads i nedrykningsspillet.

Det begynder om et par uger, men først venter en hjemmekamp mod OB på søndag og dermed Søren Pedersens debut som assistenttræner.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.