AaB forlænger med klubmanden Jakob Ahlmann
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

AaB forlænger med klubmanden Jakob Ahlmann

Jakob Ahlmann har sat sin signatur på en forlængelse med AaB, så han er at finde i Nordjylland frem til 31. december 2021.

Jakob Ahlmann har aldrig spillet professionel fodbold for andre klubber end AaB, og det kommer han heller ikke til lige med det samme.

Venstrebacken har nemlig sat sin signatur på en forlængelse med AaB, så den nye aftale løber frem til 31. december 2021.

AaB-backens aftale stod til udløb om et år, men parterne har været så tilfredse, at der er blevet føjet flere år til Ahlmanns kontrakt.

For både Jakob Ahlmann og AaB er det også glædeligt, at den 27-årige back er kommet sig over meget, meget alvorlige knæskader, der truede med at ødelægge Ahlmanns karriere.

- Efter tidligere i karrieren at have oplevet modgang så nærmer Jakob Ahlmann sig igen sit topniveau, hvilket han senest demonstrerede, da vi i søndags besejrede FC København, siger sportsdirektør Allan Gaarde til klubbens hjemmeside og forklarer:

- Jakob er både en kontant og elegant spiller, der således både evner at forsvare og bidrage til offensiven, og i AaB er vi stadig af den opfattelse, at Jakob er en af landets allerbedste på sin position.

- Det har været en nem beslutning for mig at forlænge med AaB, da det er her, jeg trives og også kan se gode fremtidsperspektiver for både klubben og holdet, siger Jakob Ahlmann og fortæller:

- Det er fedt at være en del af en af de største klubber i Danmark, og jeg er stolt over at være udset til at skulle være en af de bærende spillere i de kommende sæsoner, og det ansvar er jeg klar til at påtage mig.

- Både AaB og fansene har også i mine svære perioder vist mig stor tillid, og ambitionen for holdet må i den kommende periode være at komme tættere på de top fire-klubber, som i denne sæson er et stykke foran os.

Da Jakob Ahlmann blev korsbåndsskadet i efteråret 2014 havde han fået landsholdsdebut og var godt på vej mod en karriere, som helt sikkert ville betyde flere landskampe og en chance i udlandet. Men det blev i første omgang spoleret af skader.

157 gange har Jakob Ahlmann spillet for AaB indtil videre.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.