Video : Tipsbladet
Superliga

Officielt: Thomasberg rykker øjeblikkeligt til Randers FC

Hobro IK og Randers FC er blevet enige om en aftale, der sender Thomas Thomasberg til Randers FC med det samme.

Det har hidtil været en spøjs situation i Hobro IK.

Allan Kuhn og Thomas Thomasberg var ligestillet i Hobro IK, og dermed havde den jyske klub i princippet to cheftrænere. Det er der nu lavet om på, da Thomas Thomasberg skifter til Randers FC med øjeblikkelig virkning.

Det bekræfter Hobro IK på sin hjemmeside.

- Det er glædeligt, at vi er blevet enige med Randers FC om en aftale vedrørende Thomas’ fremtid, så vi alle kan komme videre, siger sportschef i Hobro, Jens Hammer Sørensen.

Selv er træneren også glad for, at aftalen er kommet på plads.

- eg er glad for, at klubberne er blevet enige om en løsning, så jeg nu kan komme i gang med mit nye arbejde. Jeg har været ekstremt glad for at være i Hobro IK både som træner og som menneske, og jeg vil gerne sige tak til spillere, stab og alle andre i og omkring klubben for en rigtig god tid. Nu ser jeg frem til at komme i gang i Randers FC, siger Thomas Thomasberg.