Video : Tipsbladet
Europa League

Stærke svenskere venter formentlig FCN i 2. runde af EL-kvalifikationen

FC Nordsjælland og FC København har fået udtrukket deres mulige modstandere i anden runde af Europa League-kvalifikationen.

De danske mandskaber FC Nordsjælland og FC København fik tidligere onsdag vished over, hvor denne sæsons europæiske eventyr starter.

For FC Nordsjælland venter et opgør over to kampe mod nordirske Cliftonville, mens FC København skal op imod finske KuPS. Begge danske hold starter på udebane.

FCK og FCN forventes at gå videre fra første runde, og UEFA har netop trukket lod til anden runde i kvalifikationen, så de danske mandskaber nu ved, hvem de vil rende ind i, skulle de gå videre. Danskerne var begge seedede til 2. runde af Europa League-kvalifikationen.

De to danske hold trak følgende:

FC København eller KuPS - Stjarnan fra Island eller Nomme Kalju FC fra Estland
FC Nordsjælland eller Cliftonville - Shamrock Rovers FC fra Irland eller AIK fra Sverige

FCK bør gå videre fra både første og anden runde af Europa League-kvalifikationen, mens der venter FC Nordsjælland en noget sværere opgave, hvis det som ventet bliver AIK i anden runde af kvalifikationen.

Når man tænker på, at FC Nordsjælland var seedet, var det ikke lige drømmelodtrækningen i anden runde af kvalifikationen. AIK er et mandskab fra Stockholm, der har mange fans og sluttede som nummer to i Allsvenskan i sidste sæson. Klubben ligger i denne sæson nummer to efter tolv kampe - holdet har endnu ikke tabt.

Anden runde af Europa League spilles den 26. juli og 2. august.

FC Midtjylland spiller i Champions League-kvalifikationen og står til at møde vinderen af opgøret mellem FC Astana og Sutjeska, mens Brøndby indtræder i tredje runde af Europa League-kvalifkationen.