Video : Tipsbladet
Superliga

OB-profil: Dame N'Doye er den bedste, jeg har spillet mod

OB-angriberen Nicklas Helenius fortæller, at han så en smule op til Dame N'Doye, da angriberen senest var i dansk fodbold.

Dame N'Doye er en af de bedste udlændinge, der har været i dansk fodbold, og nu er angriberen tilbage.

Senegaleseren blev tidligere på ugen præsenteret som ny spiller i FC København, som han forlod i 2012 til fordel for Lokomotiv Moskva. Dengang blev han solgt for mange penge efter nogle imponerende sæsoner i Superligaen.

Om nu 33-årige Dame N'Doye stadig er lige så god, er det helt store spørgsmål, og svaret vil vi først få i løbet af sæsonen, men det er de færreste, der har glemt den tidligere FCK-topscorer. Nicklas Helenius har i hvert fald slet ikke.

I et interview med magasinet OBstruktion bliver OB-angriberen spurgt om, hvem der er den bedste, han har spillet mod.

- Den er svær, synes jeg. Måske Dame N'Doye, han var rigtig god, da han var i FCK. Ikke fordi jeg spillede direkte imod ham, men det var en spiller, man så lidt op til, siger Nicklas Helenius og fremhæver også et par andre spillere:

- Lobotka, der var i FC Nordsjælland, var også rigtig dygtig, det var næsten umuligt at få bolden fra ham, og det var også næsten umuligt at drible ham, han var virkelig god. Jeg spillede også et par kampe i England, hvor jeg f.eks. spillede overfor Daniel Agger, da han var på toppen i Liverpool, han var svær at spille mod og en rigtig dygtig spiller.

Dame N'Doye er hentet til FC København på en fri transfer og har underskrevet en et-årig aftale.