OB smed lidt af en transferbombe, da de onsdag formiddag sikrede sig Janus Drachmann, der efter halvandet år i FC Midtjylland tager til Ådalen på en fireårig aftale.
Men selv om det kun blev til halvanden sæson i det midtjyske, har den stærke midtbanespiller spillet en betydelig rolle i FC Midtjylland, hvor han nåede at sætte sit aftryk på kulturen.
Det fortæller de danske mestres sportschef Svend Graversen til fcm.dk
- Janus er på alle måde en stor personlighed. Hans værdier passer perfekt med værdierne hos os, og fra første dag satte han sit aftryk på den kultur, vi fremelsker i FC Midtjylland.
- Derudover er han ydmyg og ærgerrig, og han har givet det hele videre til holdkammerater og alle andre i klubben. Janus har haft en betydningsfuld rolle for kulturen i FC Midtjylland, og på den måde har han styrket klubbens værdisæt, siger sportschefen.
Drachmann kom til FC Midtjylland i januar 2017 fra SønderjyskE. I OB bliver han genforenet med cheftræner Jakob Michelsen, der stod i spidsen for SønderjyskE fra 2015 til 2016 og denne sommer overtog cheftrænerjobbet i OB.