FCK skal levere stærk holdpræstation
Foto: Getty Images/Lars Ronbog
Europa League

FCK skal levere stærk holdpræstation

FC København skal præstere som hold, hvis det skal lykkes at dæmme op for CSKA Sofias offensiv, mener Nicolaj Thomsen.

De er halvvejs i kvalifikationen til Europa League, og i aften tager FC København hul på tredje rundt, når bulgarske CSKA Sofia venter på udebane.

Inden kampen er det spået til at være en helt lige dyst, og her skal spillerne være helt klar til at levere en klassisk FCK-præstation i Europa, hvis det skal lade sig gøre at få et godt udgangspunkt.

- Det bliver en svær opgave. Vi har lige siddet og set lidt videoklip på deres offensive individualister, og de har nogle rigtig dygtige af slagsen. Jeg synes, de ser skarpe ud, men det handler om at levere en god holdpræstation og komme herfra med et godt udgangspunkt, siger Nicolaj Thomsen til fck.dk.

- Vi skal selvfølgelig stå godt som hold. Det handler meget om den defensive organisation. Vi skal være oppe på tæerne og klar på de her offensive spillere, som de har. Vi ved, de er dygtige, men hvis vi står godt som hold, så er jeg sikker på, at vi kommer herfra med et godt resultat.

Kampen mellem FC København og CSKA Sofia fløjtes i gang klokken 19.45.