Video : Tipsbladet
Europa League

Tre sejre og et nederlag: Danske EL-modstandere i generalprøve

Overblik: Sådan gik det de fire danske Europa League-modstandere i weekenden.

På torsdag afgøres det, hvor mange danske hold der sikrer sig adgang til Playoff i Europa League-kvalifikationen. FC Midtjylland, Brøndby IF, FC København og FC Nordsjælland er alle i spil, og de tre førstnævnte er godt på vej efter udesejre i første kamp. FC Nordsjælland tabte hjemme 1-2 mod Partizan Beograd og får det svært i Serbien.

Alle fire danske Europa League-modstandere har været i aktion i weekenden, og vi giver her et lille overblik over deres generalprøver.

Partizan Beograd (vandt 2-1 over FC Nordsjælland i den første kamp):
Den serbiske storklub dukkede FC Nordsjælland i Farum i torsdags, og de sikrede sig også en god opladning til returkampen, da det blev til en sejr over Zemun på 1-0 søndag eftermiddag. Med sejren rykker Partizan op på sjettepladsen i den serbiske liga.

The New Saints (tabte 0-2 til FC Midtjylland i den første kamp):
FC Midtjylland bør ikke få problemer med The New Saints fra Wales efter 2-0-sejren på udebane i den første kamp, men TNS kommer i hvert fald til Herning med masser af selvtillid. Holdet vandt søndag 5-1 over Barry Town og fik dermed pudset målformen af. Det var første spillerunde i den walisiske liga.

CSKA Sofia (tabte 1-2 til FC København i den første kamp):
Bulgarerne bragte sig foran mod FC København, men endte alligevel med at tabe 1-2, og det betyder, at holdet skal vinde i Telia Parken torsdag aften. Søndag vandt CSKA Sofia 2-1 i derbyet over Slavia Sofia, så ligesom FCK møder de altså op til torsdagens kamp med en derbysejr i bagagen. CSKA Sofia har vundet fire ud af fire ligakampe i denne sæson. 

Spartak Subotica (tabte 0-2 til Brøndby IF i den første kamp):
Som den eneste danske Europa League-modstander tabte Spartak Subotica i weekenden. Brøndbys modstander indkasserede et 0-3-nederlag til Crvena Zvezda og fik dermed en ringe optakt til en i forvejen yderst vanskelig opgave torsdag aften i Brøndby. Subotica er tredjesidst i den serbiske liga.