Video : Tipsbladet
Premier League

Tottenham på hjemmebane i Milton Keynes: Kan gøre os stærkere

Tottenham får onsdag aften besøg af Watford i den engelske Carabao Cup - men det bliver ikke på Wembley.

Det var egentlig slet ikke planen, men også i denne sæson har Wembley været Tottenhams midlertidige hjemmebane.

I 2016/2017-sæsonen sagde "Spurs" farvel til det ikoniske White Hart Lane, og i denne sæson skulle det nye stadion, Tottenham Hotspur Stadium, så stå klar. Men det gør det som bekendt ikke. 

Den engelske London-klub oplyste i starten af august, at det nye stadion først vil stå klar i oktober, men der er i denne måned opstået forlydener om, at stadionindvielsen måske først bliver i 2019.

Det har efterladt klubben i nogle åbenlyse problemer med kampprogrammet i starten af denne sæson, da det ikke hver gang kan lade sig gøre at låne Wembley. Onsdag aften møder Tottenham eksempelvis Watford i den engelske ligacup, Carabao Cup, på hjemmebane - i Milton Keynes. 

Wembley kan de nemlig ikke låne i denne uge, og Tottenham har derfor været nødsaget til at låne Stadium MK, der til dagligt huser MK Dons fra den engelske League Two:

- Jeg har det fint, fordi vi skal nu udforske et nyt sted at spille. Det er et flot stadion og en smuk by. Det var den eneste mulighed, vi havde, og vi vil prøve at holde fokus på at vinde kampen og nyde aftenen.

- Fansene er skuffede, og det samme er vi. Jeg forstår dem, fordi spillerne og trænerne på holdet er også skuffede over, at vi ikke kan spille på det nye stadion. Situationen kan gøre os stærkere, og vi kan bruge oplevelsen i fremtiden til at tilpasse os svære omstændigheder. Jeg er positiv som person og er det også nu, siger Tottenham-manager Mauricio Pochettino tirsdag til Sky Sports.

Der er plads til godt og vel 30.000 tilskuere på Stadium MK i Milton Keynes, som ligger godt og vel 80 kilometer nord for London.