Video : Tipsbladet
Generelle

Først slog de Randers ud af pokalen: Nu vil Kolding møde Brøndby

Kolding IF håber på et møde med Brøndby IF i den fjerde runde af Sydbank Pokalen, efter at 2. divisionsklubben tirsdag sendte Randers FC ud i mørket.

Hvert år byder den danske pokalturnering på overraskelser, og tirsdag aften leverede Kolding IF fra 2. division en af disse.

På hjemmebane var Kolding nede med 0-1 mod Randers FC i de døende minutter, men fik på trods af at være en mand i undertal scoret to gange og dermed sendt Superliga-klubben ud af Sydbank Pokalen i tredje runde. 

Nu håber 2. divisionsklubben så på endnu en Superliga-modstander - mere specifikt Brøndby IF:

- Selvom Randers spiller i Superligaen, er det ikke det hold, der trækker flest tilskuere på stadion eller selv har mange udebanefans med. En ønskemodstander på den kommercielle front ville være Brøndby eller FCK. 

- Brøndby ville være en klassemodtander, men også en "kassemodstander". Det ville være helt ekstraordinært. Det kunne være enormt spændende at møde dem i deres forfatning i øjeblikket, siger sportschef i Kolding IF Ulrik Pedersen til JydskeVestkysten. 

For at Kolding IF kan møde Brøndby IF i fjerde runde af pokalturneringen, kræver det dog først, at de blå-gule selv får spillet sig videre i turneringen. De møder Hillerød på udebane torsdag aften.