Video : Tipsbladet
Superliga

Alexander Zorniger afblæser rotation på Brøndby-mandskabet

Det er slut med stor rotation i Brøndby IF, fastslår Alexander Zorniger efter sejren over AaB.

Brøndby IF har været nede i en bølgedal, men søndag var der massiv oprejsning til de blå-gule, da holdet tog til Aalborg og vandt en flot 3-1-sejr over AaB, der har scoret mange point i denne sæson. Sejren var den første i Superligaen siden slutningen af august, og de tre point faldt dermed på et tørt sted.

Ikke mindst for cheftræner Alexander Zorniger.

Tyskeren har været under beskydning i takt med Brøndbys svingende resultater, så søndagens sejr var også forløsende for Zorniger, der holdt fast i sin foretrukne stamme og vandt. Netop stammen på holdet er noget, cheftræneren vil vægte højere fremadrettet efter mange udskiftninger i denne sæson.

- Folk studsede måske over, at vi nok en gang spillede med den samme midtbane. Vi roterede en del i starten af sæsonen, men der var en del spillere, der ikke leverede, og det fungerede ikke. Så nu har jeg besluttet, at jeg har tillid til en stamme af spillere på ni-ti stykker, der skal have følelsen af, at de også får muligheden i næste kamp, siger Alexander Zorniger til Ekstra Bladet og tilføjer:

- Beslutningen er truffet, at det er slut med rotation. Vi vil ikke belønne spillere for en god træningsuge alene. Holdets base ligger fast, jeg vil have, at spillerne føler sig sikre på, at de ikke bliver ofre for rotation.

Brøndby stillede med en midtbane bestående af Josip Radosevic, Dominik Kaiser, Simon Tibbling og Hany Mukhtar mod AaB.