Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: Randers FC - SønderjyskE

Randers FC og SønderjyskE er næsten side om side i tabellen, og det bliver med sikkerhed tæt søndag eftermiddag.

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 14.00
Spillested: BioNutria Park, Randers 
Dommer: Michael Johansen
På TV: Eurosport 2
Hashtag: #rfcsje #sldk

Holdnyt:
Randers FC:
Kronjyderne fik en ordentlig endefuld af FC København inden landskampspausen, så Thomas Thomasbergs mandskab har helt sikkert trippet for at komme i kamp igen. Og forude venter altså en på papiret tæt hjemmekamp mod SønderjyskE.

Randers FC mangler fortsat at finde et stabilt fodfæste i denne sæson, og det er blandt andet værd at bemærke, at holdet endnu ikke har formået at vinde to kampe i træk i Superligaen. Sammenlignet med sidste sæson ser det hele dog noget bedre ud for Randers. 

Randers FC har Mikkel Kallesøe i karantæne mod SønderjyskE, og kronjyderne må også undvære de skadede Marcus Mølvadgaard og Jannik Skov Hansen.

SønderjyskE:
Randers FC er et ustabilt mandskab - nøjagtig det samme kan man sige om SønderjyskE. Ligesom kronjyderne har Haderselv-klubben heller ikke formået at vinde to kampe i træk i denne sæson. Derfor giver det også rigtig god mening, at blot et enkelt point adskiller de to mandskaber i tabellen.

Modsat Randers FC fik SønderjyskE et godt afsæt til landskampspausen med en 3-0-sejr over Vejle Boldklub. Forude venter en række kampe mod modstandere i samme region som SønderjyskE, så Claus Nørgaards mandskab går en vigtig periode i møde.

Joao Pereira og Johan Absalonsen er tvivlsomme for SønderjyskE, der dog ikke har nogen spillere i karantæne.

Karantæner:
Randers FC: Mikkel Kallesøe
SønderjyskE: Ingen

Bud på startopstillinger:
Randers FC (4-4-2): Carlgren - Thomsen, Bager, Marxen, Conboy - Aaquist, Rømer, Poulsen, Lobjanidze - Jakobsen, Stokke

SønderjyskE (4-4-1-1): Mielitz - Gartenmann, Pedersen, Luijckx, Poulsen - Bah, Zimling, Jonsson, "Greko" - Rømer - Lieder

Profilen:
SønderjyskE virker til at have skudt papegøjen ved at hente Alexander Bah til klubben. Den tidligere HB Køge-spiller imponerede stort i seneste kamp mod Vejle, og kan han finde de samme takter frem i Randers, står hjemmeholdet over for noget af en mundfuld.

Vidste du, at..:
Selv om Saba Lobjanidze kun har mødt SønderjyskE fire gange, er Randers-profilen allerede på en delt førsteplads over spillere, der har scoret flest mål i de indbyrdes kampe mellem de to klubber. Tre mål står Lobjanidze noteret for, og det er samme antal som Søren Berg.

Dom:
Det kan næsten ikke blive andet end en tæt kamp. SønderjyskE møder modsat Randers FC op med en succesoplevelse i bagagen, men til gengæld har kronjyderne hjemmebanefordel, og SønderjyskE har blot vundet én kamp på udebane i denne sæson. En tæt kamp ender med pointdeling - 1-1.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: