Video : Tipsbladet
Superliga

Højdepunkter: Sønderjyske vendte kampen i Vendsyssel

Sønderjyske vandt fredag aften med 2-3 i Vendsyssel i en kamp, der både bød på en frisparkskasse og et mål med hælen.

Sønderjyske kom tidligt bagud men formåede alligevel at tage sejren, da de fredag aften vandt med 2-3 ude over Vendsyssel. 

Efter 13 minutters spil fik Vendsyssel tildelt et frispark på kanten af felten. Den unge islænding Jon Dagur Thorsteinsson fik ansvaret, og med største selvfølgelighed krøllede han læderet over muren og ind bag Sebastian Mielitz i Sønderjyske-buret. Flot mål af den unge islænding.

Sønderjyske kom bedre med efter scoringen, men stillingen var 1-0 ved pausen.

Christian 'Greko' Jakobsen kom på banen i pausen, og han skulle blot bruge to minutter på at score. Et indlæg fra Alexander Bah endte efter et par berøringer ved 'Greko', der kunne hamre udligningen i mål.

Kort efter kom Sønderjyske foran. Mart Lieder lagde på elegant vis bolden til rette for Alexander Bah, der pludselig var alene med Nicolai Flø i Vendsyssel-målet. Bah passerede nemt Flø og bragte sønderjyderne i front.

Det skulle også blive 1-3 til sønderjyderne. Et langt indkast endte ved Mart Lieder med ryggen til mål, og hvad gør man så? Man sender selvfølgelig bolden i mål med hælen. Flot, flot mål af den hollandske angriber.

Vendsyssel fik reduceret ved et langt indkast, der endte ved Emmanuel Ogude, der resolut bankede bolden i mål. Men tættere på, kom nordjyderne ikke. 

Se eller gense de flotte mål og alle kampens højdepunkter i afspilleren øverst i artiklen.