Video : Tipsbladet
Landshold

Irland-anfører inden Danmark-kamp: Vi skal mande os op

De irske spillere måtte torsdag høre på buh-råb fra deres egne tilhængere efter en ny nullert mod Nordirland. Spillerne skal derfor hanke gevaldigt op i sig selv, mener anfører Seamus Coleman.

Når Danmark på mandag får besøg af Irland i Aarhus, kan der både være oprykning og nedrykning på spil - men der kan også være absolut ingenting. 

Det hele afhænger af Danmarks kamp fredag aften mod Wales, fordi vinder danskerne den, er landsholdet sikre på en førsteplads, men Irland med sikkerhed rykker ned i C-ligaen. 

Ender Wales-kampen uafgjort kan Danmark stadig nå at vinde gruppen med en sejr over Irland, mens irerene også i dette tilfælde vil have udspillet deres chancer. Eneste håb for Irland er derfor, at Wales vinder kampen over Danmark, og at Irland dernæst gør det samme på mandag.

For den irske anfører, Evertons Seamus Coleman, er alle scenarier dog fuldstændig ligegyldige. De vil vinde uanset hvad:

- Man kan tale før kampe og efter kampe, men i sidste ende er det hele noget nonsens. Det er på banen, at der skal ske noget, og det skal starte mod Danmark. Vi bliver nødt til at slutte det her år af med at vinde, fortæller Coleman til Independent. 

Irland har nemlig brug for sejren. Torsdag aften spillede de 0-0 mod Nordirland i en testkamp på hjemmebane og blev derefter buhet af banen:

- Vi kommer til at få nogle tæsk, og dem må vi tage. Vi var simpelthen ikke gode nok, så de tæsk skal vi kunne tage. Men vi skal også mande os op og tage noget ansvar alle sammen. Vi er professionelle, og vi repræsenterer vores land. Alle skal tage mere ansvar, inklusiv mig selv, lød det fra Coleman efter kampen.

Irland har kun vundet én landskamp i 2018.