Frank Arnesen: Meget udbredt med fædre i agentbranchen
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Landshold

Frank Arnesen: Meget udbredt med fædre i agentbranchen

Det er meget almindeligt, at et familiemedlem er inde over en transfer i fodboldens verden. Det fortæller Frank Arnesen i kølvandet på Politikens historie om Andreas Christensens far Sten Christensen rolle i aftalen med Chelsea.

Han kan skrive professionel fodboldspiller, træner, sportsdirektør og TV-ekspert på CV'et, så Frank Arnesen har stiftet bekendtskab med de fleste kroge af fodboldens verden i løbet af sit 62-årige lange liv. 

Han fastslår imidlertid, at han aldrig har stiftet bekendskab med lyssky skuffeaftaler ala dem, blandt andre Politiken via Football Leaks har kunnet afsløre på det seneste. Tidligere på ugen kom det blandt andet frem, at Andreas Christensens far Sten Christensen i årevis blev aflønnet som talentspejder af Chelsea FC uden dog at udføre et stykke arbejde for klubben. Aftalen blev indgået, da "AC" skrev under på en kontrakt med storklubben.

Frank Arnesen forlod Chelsea året før, at aftalen med Andreas Christensen og Sten Christensen blev indgået, og han fastslår, at det absolut ikke er et særtilfælde, at et familiemedlem er inde over en transfer som en form for agent. 

- Alle kan blive agent, og så ser vi, at fædre - som Sten, som selv har været i fodbolden i mange år - kommer med ind over. Han er jo langt fra den eneste. Igennem de sidste 15-20 år har vi set flere og flere eksempler på familier, der gør det selv. De hyrer bare en advokat til at gennemgå kontrakten, og så klarer de resten selv, siger Frank Arnesen til BT.

Ifølge Politiken modtog Sten Christensen i omegnen af 100.000 hver måned af Chelsea i fire år. Han har afvist at kommentere historien over for avisen.